23948sdkhjf

Europaparlamentet vil have bindende 2030-mål

Et flertal i Europaparlamentet ønsker bindende mål for CO2-udledning, vedvarende energi og energieffektivitet frem imod 2030. En melding der høster ros fra blandt andet Vindmølleindustrien
Med stemmerne 341 for og 263 imod vedtog Europaparlamentet onsdag en resolution, der opfordrer Europakommissionen og EU-landende til at fastsætte bindende mål for reduktion af CO2-udledning, udbygning af vedvarende energi samt energieffektivitet frem i mod 2030.

Med resolutionen lægger parlamentet således op til, at medlemslandende frem imod 2030 skal leve op til en CO2-reduktion på 40 procent i forhold til 1990-niveauet. Og samtidig kræver parlamentet et bindende mål for energieffektivitet på 40 procent samt en forpligtigelse til at fremstille mindst 30 procent af det samlede, endelige energiforbrug på basis af vedvarende energikilder.

Dermed går Europaparlamentet i rette med kommissionens forslag til 2030-mål fra 22. januar, som blev mødt med skepsis af flere medlemmer af Europaparlamentet. Europa-parlamentarikerne mener således, at kommissionens politikramme "på en række niveauer er kortsigtet og uambitiøs, navnlig hvad angår manglen på nationale mål for vedvarende energi og enhver form for meningsfulde nye tiltag til at stimulere energieffektivitet". Det fremgår af en pressemeddelelse fra Europaparlamentet.

Vindmølleindustrien roser EU-resolution
Hos Vindmølleindustrien roser man Europaparlamentets resolution og hæfter sig især ved beslutningen om et bindende mål for 30 procents vedvarende energi i 2030.

- Det er meget glædeligt, at Europa-Parlamentet tilsidesætter Kommissionens uambitiøse udspil og aktivt støtter målet om 30 procent VE i 2030. Måltallet skal være mindst 30 procent og det er glædeligt, at parlamentet er på linje med det, vi arbejder for i EU, hvor vi fortsat kæmper på at få tallet endnu højere op, siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien.

- Med målet om 30 procent sender Parlamentet et stærkt signal til medlemsstaterne om hvilken vej, EU skal bevæge sig. Nu tilbagestår en diskussion blandt statslederne om de samme mål, og her forventer jeg, at blandt andet Danmark med den store betydning grøn energi har, trækker en stor del af læsset. Danmark bør lægge pres på de øvrige EU-lande om at følge en ambition om mindst 30 procent VE, lyder det videre fra Jan Hylleberg.
Læs mere om: EU
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093