23948sdkhjf

Indholdet i ny klimalov er på plads

Regeringen har i dag indgået en aftale med Det Konservative Folkeparti, SF og Enhedslisten om indholdet i en kommende klimalov, som skal fremsættes i Folketinget. Det er første gang Danmark får en national klimapolitik, der skal fastsættes ved lov.
Partierne har samtidig aftalt, at de står bag regeringens mål om 40 procents reduktion af drivhusgasser i 2020.

- Det er i sandhed en stor dag. Den brede aftale om de 40 procents reduktion af drivhusgasser sikrer, at det ambitiøse mål, som regeringen har sat sig, vil leve – også efter et valg. De Konservative har med aftalen meldt sig blandt de partier, der tager ansvar for klimaet. Det glæder mig meget - og aftalen er åben, jeg indbyder alle Folketingets partier til at samles om lovforslaget, lyder det fra den nytiltrådte klima-, energi- og bygningsminister, Rasmus Helveg Petersen.

Med aftalen om det nationale klimamål i 2020 er partierne enige om at sikre, at klimaindsatsen skal skabe job og ikke koste job. Det skal ske ved at gøre brug af moderne teknologier, sikre synergieffekter i alle sektorer og ved at sikre, at dansk erhvervsliv forbliver konkurrencedygtigt.

Klimamål skal fastsættes hvert femte år
De samme partier er også blevet enige om udformningen af klimaloven. Det er en politisk målsætning, at Danmark i 2050 er et lavemissionssamfund, hvor udledningen af drivhusgasser er på et absolut minimum. Klimaloven skal sikre, at udviklingen foregår i et passende tempo under hensyn til vækst og udvikling. Den til enhver tid siddende regering skal hvert femte år sætte klimamål, som skal række ti år frem i tiden. Og regeringen skal hvert år lave en redegørelse til Folketinget om, hvor langt man er nået.

I forbindelse med klimaloven bliver der oprettet et klimaråd. Det bliver et råd bestående af uafhængige eksperter, som skal rådgive regeringen om, hvordan vi lettest og billigst omstiller Danmark til et lavemissionssamfund. Klimarådet skal være med til at skabe oplysning og debat om, hvordan den grønne omstilling skal ske, så borgere og virksomheder kan deltage og bidrage aktivt.

- Det er en betydelig udfordring at omstille det danske samfund. Det er afgørende, at vi tilrettelægger indsatsen, så den bliver både miljø- og ressourcemæssigt effektiv, og så den understøtter vækst og udvikling. Det skal klimaloven og klimarådet hjælpe os med, siger Rasmus Helveg Petersen.

Klima-, energi, og bygningsministeren har indkaldt Venstre og Dansk Folkeparti til møde senere i dag for at afklare, om de vil tilslutte sig klimaloven. Lovforslaget vil blive sendt i høring i denne uge.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094