23948sdkhjf

Det handler om at spare brændsler

Klimaet og forbrugerne vil nyde godt af, at vi målrettet går efter at spare brændsler ved at energieffektivisere.
Spar brændsler - brug mindre, men få den samme komfort og energi. Det er opskriften. For sparer vi på brugen af brændsler til el og opvarmning, ja, så tænker vi ikke bare grønt, vi tænker også på forbrugernes økonomi.

Det kan lade sig gøre, hvis vi effektiviserer. Der er masser af steder, hvor energi i dag går tabt. Der bliver faktisk spildt mængder, der svarer til fjernvarmeforbruget i Aarhus, ja, formentlig meget mere end det. I mange tilfælde bliver denne værdifulde energi tilmed kølet bort for at slippe af med det, fordi det faktisk udgør et problem. Dette energispild kan teknisk set ukompliceret udnyttes effektivt – til fjernvarme.

Hvorfor egentlig lade den energi, som er der alligevel, om vi bruger den eller ej, gå til spilde for så i stedet at bruge brændsler på at sikre lys i lampen og varme i radiatoren? Det siger sig selv, at det smarteste energimæssigt er at udnytte ressourcerne effektivt. Og at undgå spild.

Ingen anden gren af vores energisystem kan som fjernvarme opsamle og tilføre værdi til overskudsenergi eller spildenergi. Ingen anden teknologi kan opsamle og lagre denne ressource.

Glæder af energieffektivitet
Det smarte er, at udover et smart energisystem, så får forbrugerne stor glæde af energieffektivitet. I hvert fald når det drejer sig om de 3,5 millioner danskere, der får varmen fra fjernvarmeværkerne. De slipper simpelthen billigere, fordi der ikke skal købes brændsler.

Overskudsenergien stammer som regel fra virksomheders produktion, og ved at nyttiggøre dette spildprodukt fra produktionen, så sikrer man virksomhederne en indtægt. Ikke en indtægt i gigantstørrelse, men en indtægt, der er med til at stille virksomhederne bedre konkurrencemæssigt. De får simpelthen en indtægt ekstra til at dække de samlede omkostninger.

Og netop det at spare brændsler, ja, det er en disciplin, vi her i Danmark er rigtig gode til. Vi har bevist det igen og igen gennem årtier. Vi har således i mange år vist som blandt verdens bedste til kraftvarme, hvor el og varme produceres samtidigt ved at udnytte overskudvarmen fra el-værkerne. Også det med at udnytte overskudsvarme fra virksomheder, har vi haft stor succes med.

Faktisk er det et af hovedargumenterne, når danske erhvervsvirksomheder indenfor fjernvarme og cleentech slår igennem internationalt. Kineserne har for alvor øje på netop denne mulighed, fordi det reducerer forureningen og udledningen af CO2 markant. Og fordi man sparer brændsler. Man kan simpelthen halvere udgifterne til brændsel, hvis man slipper for at bruge dem til både produktionen i en stor stålvirksomhed og til opvarmning på fjernvarmeværket.

Et kæmpe showroom
Fjernvarmen er teknisk set ikke afhængig af, hvor energien kommer fra. Derfor ligger den smarte løsning lige for: brug det, som alligevel er der i stedet for at indkøbe dyre brændsler.

Her hjemme har vi verdens vel mest omfattende showroom i form af et fjernvarmesystem, som når ud til 1.632.000 boliger, 63 procent af alle boliger i Danmark. Varmekilderne skaffer vi et hav af steder fra som eksempelvis affaldsforbrænding, kraftvarme, overskudvarme fra industrien, solen, vinden – og ja, kun fantasien sætter grænsen. Tilmed er det et showroom, som er bygget op på, at forbrugerne får bedre, billigere og grønnere varme samtidig med, at erhvervslivet nyder godt af et stort og effektivt hjemmemarked. Samlet set er det rigtig mange interessante ting, som man internationalt har øjnene rettet imod.

Så spar på brændslerne. Det gavner ikke blot miljøet, det gavner alle.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125