Er forsynings-sikkerhedsafgiften på vej i graven?
Den kontroversielle forsyningssikkerhedsafgift – også kendt som brændeafgiften – skal nu ændres, det slår skatteminister Morten Østergaard nu fast.
- I den form, den er sendt i høring, må vi konstatere, at problemerne tårner sig op og viser store udfordringer, der peger på, at den vil blive endog særdeles vanskelig at implementere i praksis. Der er vi nødt til at finde en vej til at nå de ting, vi gerne vil, på energiområdet ved at se på lovforslaget igen, siger Morten Østergaard til avisen.
Ifølge Børsen, kan der sågar blive tale om helt at droppe afgiften. Det vil dog kræve, at partierne kan blive enige om en finansiering, der kan træde i stedet for de 2,8 mia. kr., som afgiften skulle bidrage med årligt, når den er fuldt indfaset i 2020.