Rigtigt at droppe forsyningssikkerhedsafgiften
Skatteministerens udspil om at genoverveje forsyningssikkerhedsafgiften og finansiere den via indkomstskatten er fremragende. Det mener Dansk Fjernvarme.
- En forsyningssikkerhedsafgift, som udelukkende har som mål at skrabe 2,8 mia. kr. hjem til statskassen årligt, dur ikke. Den er i bund og grund ren skat. Derfor er det glædeligt, at skatteminister Morten Østergaard går efter at lave noget, der virker – eller eventuelt helt fjerne den, siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen.
Første del af afgiften skal også genovervejes
Den første del af forsyningssikkerhedsafgiften er allerede indført. Det er den del, der rammer de forbrugere, som har opvarmning baseret på fossile brændsler som kul, olie og naturgas. Den del skal også genovervejes, mener Dansk Fjernvarme, for ellers rammes eksempelvis de mere end 800.000 danskere, som er tilknyttet naturgasfyrede decentrale kraftvarmeværker, urimeligt hårdt. En forbruger på et naturgasfyret værk kommer til at betale ca. 2000 kroner årligt for et standardhus.
- Det er muligt at skrue skatte- og afgiftssystemet sammen, så det er både rimeligt og vil fungere i praksis og vil sikre den grønne omstilling. Det er vi klar til at tage en dialog med skatteministeriet om og komme med input til, siger Kim Mortensen.