Nyt om navne: Grontmij ansætter ny Market Director
Grontmijs forretningsområde Water & Energy, der er i rivende udvikling, får nu ny leder. Henrik Martens tiltræder 1. marts jobbet som Market Director.

- Henrik har meget overbevisende dokumenteret, at han er suverænt dygtig til at sætte sig i kundernes sted, og hans erfaring taler for sig selv, så vi glæder os meget til samarbejdet, siger Mads Møller, director for Water & Energy i Grontmij.
Henrik Martens har en baggrund som analysechef i Københavns Energi fra 2000 gennem hele liberaliseringen, selskabsudskillelsen af de fem forsyningsarter, videreudviklingen af brancheforeningerne Dansk Energi og DANVA og til frasalget af el-delen til Dong Energy. Hos DONG Energy var han først forretningsudviklingschef og efterfølgende partnerskabschef i ”Salg & Distribution”, hvilket bl.a. resulterede i et banebrydende partnerskab med Novo Nordisk. Henrik var fra 2007-2011 bosat i Beijing og leder af Eksportrådets største team, der hjælper energi- og miljøvirksomheder i Kina og har derfra et stærkt netværk blandt ledelsen i de danske virksomheder, ministerier og store danske kommuner, fremgår det af meddelelsen.
Senest har han arbejdet for Rockwool med stakeholder management. Henrik er uddannet økonom.