Forskellige opvarmningsformer i spil i ny analyse
Dansk Energi præsenterer modsatrettede resultater i ny analyse af opvarmningsformer i villaområder med naturgasfyr. Det skyldes den nuværende støtte- og afgiftspolitik, lyder det.
Resultatet er, at et individuelt naturgasfyr og en luft/vand-varmepumpe er de billigste varmeløsninger set fra et samfundsøkonomisk perspektiv, mens flisbaseret fjernvarme er den billigste løsning set med privatøkonomiske øjne.
- De modsatrettede resultater mellem den billigste privatøkonomisk og den billigste samfundsøkonomiske løsning skyldes den nuværende støtte- og afgiftspolitik, hvor fossile brændsler er pålagt høje afgifter, siger Peter Meibom, analysechef i Dansk Energi.
For fjernvarmeløsningerne medtages omkostningerne til at etablere fjernvarmenet i villaområderne.
Lokale forhold påvirker økonomien
De casestudier som Dansk Energi har baseret analysen på, viser, at lokale forhold kan have indflydelse på økonomien af de enkelte varmeløsninger, og det konkluderes derfor, at det vil være nødvendigt med en konkret case-til-case vurdering, såfremt man ønsker at finde den billigste løsning i de enkelte områder.
- Eksempelvis, vil fjernvarmeløsninger, som store varmepumper og gasbaseret fjernvarme, i tilfælde med særligt lave omkostninger til fjernvarmenet, kunne opnå samfundsøkonomiske varmepriser på niveau med individuelle varmepumper og gasfyr, afslutter Peter Meibom.