Brændeafgift kan blive en gevinst for erhvervslivet
Afgiftslempelse kan være med til at gøre den udskældte forsyningssikkerhedsafgift til en økonomisk vindersag for erhvervslivet, mener skatteminister Morten Østergaard.
Brændeafgiften, der ellers så ud til at blive en dyr omgang for erhvervslivet, kan nu vise sig i sidste ende at blive en gevinst for de danske virksomheder.
Med sidste års vækstpakke blev erhvervslivet nemlig tildelt lempelser for mere end en halv milliard kroner som kompensation for den kommende brændeafgift. Lempelser, der stadig står ved magt, selvom skatteministeren nu vil lette på afgiften til erhvervslivet.
- Vi skal finde en model, som erhvervslivet mærker som en klar lettelse, og som ikke er administrativt bøvlet. En model, der ikke belaster virksomhederne så hårdt, siger skatteministeren ifølge Jyllands-Posten.
Han giver samtidig udtryk for, at han derfor mener, at den udskældte brændeafgift i sidste ende kan blive en økonomisk vindersag for erhvervslivet.