23948sdkhjf

Erhvervslivet slås med grøn elafgift

Hos Fuglsang Maltfabrik ventes man at betale 3,3 mio. kr. i PSO-afgift ud af en indtjening på 8 til 10 mio. kr. Direktøren slår nu et slag for, at det ikke blot er store energitunge virksomheder, der PSO-fritages.
Hos Fuglsang Maltfabrik i Haderselv og på datterfabrikken Dragsbaek Maltfabrik i Thisted bruger man årligt 15 mio. kilowatt-timer, og selvom strømprisen længe har været i bund, så kan det alligevel mærkes på bundlinien. Virksomhedens udgift til den grønne elafgift PSO er i løbet af de seneste to år eksploderet, skriver Jyllandsposten.

Teknisk direktør Claes Fuglsang hos Fuglsang Maltfabrik forventer i år, at PSO-regningen lander på 3,3 mio. kr.

Hvorfor kun de store
Claes Fuglsang, der beskæftiger 45 ansatte, er godt klar over, at virksomhedens PSO-regning på 3,3 mio. kr. er intet at regne sammenlignet med store virksomheder med tusinder af ansatte og et elforbrug på størrelse med et mindre landsbysamfund, men dermed ikke sagt, at det ikke gør lige så ondt.

- Jeg vil gerne bidrage til den grønne omstilling. Men jeg synes, at billedet bliver skævt, hvis man nu vil friholde eller lempe på afgiften kun for de store, energitunge virksomheder. Det passer jo ikke, at PSO’en kun er et problem for store virksomheder. De senere år har vi tjent mellem 8 og 10 mio. kr. om året. Derfor er 3,3 mio. kr. på ingen måde småpenge for os, siger Claes Fuglsang.

Han forstår derfor ikke klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersens forslag om kun at komme de store energitunge virksomheder til hjælp, når der tales PSO-afgift.

Konkurrencemæssig belastning
For Fuglsang Maltfabrik er PSO-afgiften ikke kun en økonomisk byrde – det er også blevet en konkurrencemæssig belastning.

Man afsætter årligt 75 procent af produktionen på 185.000 tons malt uden for landets grænser, bl.a. i Tyskland, Japan, Skotland, Rusland og Etiopien. Man ligger derfor i konstant konkurrence med virksomheder i f.eks. Tyskland, der ikke kæmper med høje grønne elafgifter.

Claes Fuglsang håber derfor, at politikerne vil vedtage en ordning, der betyder en økonomisk lempelse for alle virksomheder.

Ikke alene
Claes Fuglsang er ikke alene om sit ønske. I forbindelse med en offentliggørelse af en ny vækstplan foreslår DI, at man skærer 4 mia. kr. af erhvervslivets PSO-afgift, der i indeværende år ventes at lande på omkring 5 mia. kr.

Også hos Venstre og Dansk Folkeparti er man enige i, at PSO-afgiften lempes over en bred kam og ikke kun for de store energitunge virksomheder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088