Atkins designer transformerstationer for Dong Energy
Atkins har vundet kontrakter på design af fem offshore transformerstationer for Dong Energy til Burbo Banks Extension, Walney Extensions og Race Bank i UK. Målet er en mere effektiv fremstilling af standardiserede transformerstationer.
Standardisering for øje
Frem for skræddersyede løsninger skal aftalen sikre en mere effektiv fremstilling af standardiserede transformerstationer, som ifølge Dong Energy vil føre til besparelser uden at gå på kompromis med transformerstationernes sikkerhed og pålidelighed.
- DONG Energy har et ambitiøst mål om at reducere omkostningerne ved opførelse af vindmølleparker med 35-40 procent i 2020. Vi gør dette ved at standardisere opførelsen af vindmølleparker. Vi samarbejder med Atkins for at finde et design til fem transformerstationer, der kan anvendes til tre af vores projekter. Dette vil fremme en mere effektiv tilgang til fabrikationen af transformerstationerne, snarere end en skræddersyet løsning hver gang, og det vil reducere omkostningerne uden at gå på kompromis med sikkerhed og pålidelighed. Det bliver mere som at købe fra hylden end at bestille et unikt produkt, og det bringer besparelser, siger Benj Sykes, UK country manager for Dong Energy.
Atkins i England har entreprisen, som skal løse opgaven i samarbejde med ingeniører fra Atkins danske Energi afdeling.
- Vi glæder os over at kunne udvide vores samarbejde med Dong Energy til også at omfatte opgaver inden for vindenergiområdet. Sammen med Dong Energy kan vi sætte nye standarder for design og fabrikation af offshore transformerstationerne, siger Finn Ewert Christensen, direktør for Energi i Atkins Danmark.
Projektet ligger i Greater Wash området ud for østkysten af England og har en kapacitet på op mod 580 Megawatt. Arbejdet med opførelsen af Race Bank vindmølleparken forventes at starte i 2017.