23948sdkhjf

Folketinget har nu vedtaget klimaloven

Onsdag vedtog Folketinget klimaloven, og dermed har Folketinget ifølge klima-, energi- og bygningsministeren nu taget sin del af ansvaret for at begrænse klimaforandringerne.
Klimaloven skal sikre, at skiftende regeringer tager klimaproblemer alvorligt. Og den skal sørge for, at der hele tiden er fremdrift, så regeringen kan opfylde sit mål om et samfund baseret 100 pct. på vedvarende energi og markant lavere udledning af drivhusgasser i 2050.

- I Danmark har vi mulighed for at begrænse vores belastning af klimaet. Derfor har vi også pligten til det. Vi skal nå det mål, vi har sat for os selv, og Danmark skal give resten af verden tro og håb på, at det kan lade sig gøre at begrænse klimaforandringerne, inden skaderne bliver for store. Med klimaloven har et flertal i Folketinget taget ansvaret for en dansk klimaindsats på sig, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Uafhængigt klimaråd bestående af eksperter
Klimaloven sikrer fremdrift og synlighed omkring det klimapolitiske arbejde. Som følge af loven vil der blive nedsat et permanent og uafhængigt klimaråd bestående af eksperter med højt fagligt niveau inden for energi, transport, bygninger, landbrug, miljø, natur og økonomi. Klimarådet skal mindst én gang om året komme med anbefalinger til regeringen om klimaindsatsen og bidrage til den offentlige debat om Danmarks klimaindsats. Rådet bliver udpeget for en 4-årig periode af gangen og vil bestå af en formand og seks ekspertmedlemmer.

Hvert år skal klima-, energi- og bygningsministeren sende en klimapolitisk redegørelse til Folketinget, som giver en status for udledningen af drivhusgasser, og hvordan vi overholder de internationale klimaaftaler.

Desuden pålægger klimaloven den til enhver tid siddende klima-, energi- og bygningsminister at fremsætte nationale klimamålsætninger hvert femte år. Klimamålsætningerne skal have et tiårigt perspektiv, og ambitionsniveauet skal pege frem mod 2050.

- Med klimaloven har vi fået et vigtigt værktøj. Det er tandhjulet, som vi skal bruge, når vi i de kommende år bevæger os mod et grønnere Danmark. Det er en stor dag for os, der ønsker at tage ansvar for den danske klimaindsats, siger Rasmus Helveg Petersen.

Klimaloven blev vedtaget af et flertal i Folketinget bestående af regeringen, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067