Visionært varmeværk og flisværk på vej i Næstved
Næstved Varmeværks nye Flisværk kommer til at omfatte både en stor kedelhal, værksteder og en undervisningsbro, hvor besøgende kan interagere og lære om biobrændsel. White Arkitekter står bag anlægget, der sætter nye tekniske og arkitektoniske standarder.
Det nye Flisværk kommer både teknisk og arkitektonisk til at sætte nye standarder for denne type anlæg.
- Et nøgleord i anlæggets arkitektur har været enkelhed og gennemsigtighed. Derfor blottes værkets indre så vidt muligt ud fra ønsket om en funktionel æstetik, der i sin renhed iscenesætter tanken om en ærlig og formidlende bygning. Hos White Arkitekter mener vi, at et bæredygtigt samfund skabes gennem oplysning, og vi glæder os til at være med til at sætte nye standarder for, hvordan tekniske anlæg kan udformes og anvendes i fremtiden, siger Morten Vedelsbøl, kreativ chef hos White Arkitekter.
Næstved Varmeværks nye Flisværk kommer til at omfatte både en stor kedelhal, værksteder og en undervisningsbro, hvor besøgende kan interagere og lære om biobrændsel. Huset indeholder desuden nyt domicil og arbejdspladser for Varmeværkets medarbejdere og forventes – ifølge den nuværende tidsplan - at stå klar til at blive taget i drift i slutningen af 2016.