23948sdkhjf

Dongs havmøllefundament klar til test

Et nyt havmøllefundament, der kombinerer gitterkonstruktion med et bøttefundament, er klar til at blive testet i den tyske havmøllepark Borkum Riffgrund1.
Det er Dong Energy, der står bag udviklingen af det nye havmøllefundament, der er 57 meter højt og vejer 850 tons, skriver Ingeniøren.

Fundamentet udstyres med en 3,6 MW-mølle på toppen og skal over de næste par år testes via et omfattende måleprogram.

- Vi har haft travlt med at få design og fabrikation på plads, fordi vi netop havde en mulighed for at få opstillet et fundament på vores tyske Borkum Riffgrund, hvor havbunden er velegnet. Her har vi så et par år til at teste fundamentet og optimere designet i tide, inden 3. runde går i gang, forklarer Jonas Wittrup-Jensen, projektleder for fundamentdesignet hos Dong Energy.

Gitter & bøtter
Dong Energys nye fundament er af typen suction bucket jacket og en kombination af gitterkonstruktion og et bøttefundament. Det betyder, at den trebenede jacket har en bøtte på hvert ben, der ved hjælp af et vacuum øverst i bøtten suges fast til havbunden.

Det nye fundament er bedst egnet til vanddybder på mellem 30 og 60 meter, havbundstyperne sand og kalk og vindmøller på 6MW eller mere. Det betyder, at fundamentet er særligt velegnet til brug i de næste store havmølleparker på britisk havbund.

Det nye fundament skal være med til at nedbringe omkostningerne til fremstilling og installering af havmøllefundamenterne, og Jonas Wittrup-Jensen vurderer, at man vil kunne fremstille et fundament på en uge, når først produktionen kører.

Originalartikel: http://ing.dk/artikel/850-tons-tungt-og-57-meter-hoejt-moellefundament-klar-til-staa-til-havs-170254
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115