Ny frisk luft til vindmøller
Virksomheden Cotes har opfundet en metode til ventilering af vindmøller, som forlænger møllens levetid, mindsker antallet af nedbrud og gør havvindmøller mere konkurrencedygtige.
Virksomheden Cotes har for at forebygge problemerne med havluften udviklet et ”overpressure system”, som skaber et tørt og saltfrit indeklima i havvindmøllen. Og som giver vindmøllen en længere levetid. Sammen med fire andre produkter er systemet nomineret til DI’s Produktpris 2014, som uddeles på DI Topmødet 30. september 2014 i København.
- Affugteren blander den fugtige og salte luft med tør luft. Det får vandet til at fordampe og saltet går fra at være opløst til krystalliseret, og dermed er det let at filtrere væk. Den affugtede og afsaltede luft kan nu bruges til at beskytte elektronikken, siger adm. direktør, Thomas Rønnow.
Og netop elektronikken i vindmøllen skal man være forsigtig med.
- Fejl på elektronikken er skyld i mange af de nedbrud, der er på en vindmølle. Og de elektroniske fejl skyldes ofte fugt. Det problem løser vi. Det giver en mere stabil levering af energi fra vindmøller, siger han.
Billigere drift
Udviklingen af vindmølleparker og vindmøller er længe undervejs, og det betyder, at systemet endnu ikke er bygget ind i nogen vindmøller. Men systemet er skrevet ind i flere projekter, og hos Cotes forventer man, at det bliver til mange flere i de kommende år.
- Vi forventer, at affugteren er installeret i over 500 vindmøller inden for de næste tre-fire år. Vi har allerede en stor markedsandel, og vi håber, at systemet kommer til at være en vigtig del af alle offshore-vindmøller, siger Thomas Rønnow og tilføjer:
- Systemet er med til at stille havvindmølleenergi i en mere konkurrencedygtig position. Det bliver billigere at bygge vindmøllen, øger levetiden, mindsker servicen på den, og det gør, at de samlede omkostninger til drift falder.
Kilde: Dansk Industri