Klumme: Hvem fastlægger energipolitikken i Danmark?
Den idealistiske skolelærer vil nok fortælle sine elever, at tænksomme embedsmænd i Energistyrelsen udarbejder forskellige forslag til politikerne, og så fastlægger Folketinget Danmarks energipolitik.
Modelfoto/Colourbox.
På grund af energiafgifternes store betydning for statens skatte- og afgiftsindtægter, så spiller skatteministeriet og skattepolitiske hensyn også en stor rolle i fastlæggelsen af den danske energipolitik. Det er ikke uden grund at skatteministeriets embedsmænd er helt centrale i det udvalg, som skal undersøge hvordan afgifter og tilskud spiller sammen med indpasningen af den grønne strøm og hele omstillingen af energiforsyningen.
Det var oprindeligt planen at udvalget skulle aflægge rapport i efteråret 2014, men nu skal EU's nye og komplicerede regler for statsstøtte først undersøges og bl.a. det har udskudt afgiftsudvalgets rapport til foråret 2015.
Dermed er vi fremme ved endnu en vigtig spiller i fastlæggelsen af den danske energipolitik, EU-Kommissionen. Bortset fra at nogle af de nye statsstøtteregler ligner en afskrift af en gammel 1. års lærebog i nationaløkonomi, så er det værd at hæfte sig ved organiseringen af den nye EU-Kommission.
Klima og energi er nu lagt sammen i EU-Kommissionen og skal ledes af en tidligere oliedirektør – så meget for klimaet. Desuden er den nye Kommission blevet forsynet med en vicepræsident, som får ansvaret for EU's energimarked. Den nye organisering afspejler tydeligt at Kommissionen selv har ambitioner, i hvert fald på markedsdelen af energiområdet – selvom det stadig står i Lissabontraktaten, at valget mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af energiforsyning er overladt til de enkelte medlemslande.
På den ene side er det beklageligt, at arbejdet med den hjemlige afgiftsrapport er forsinket. Men på den anden side er det ganske fornuftigt at få nærlæst de nye og komplicerede statsstøtteregler. Den tætte sammenhæng med andre dele af energireguleringen er oplagt.
Forsinkelsen forhindrer imidlertid ikke, at der sideløbende arbejdes videre med indpasningen af den fluktuerende vindmøllestrøm. Halvdelen af vores el i 2020 skal komme fra vindkraft og på længere sigt skal el være en central energibærer også i transport- og varmesystemet.
På trods af nye statsstøtteregler er det oplagt – og har været det i flere år – at bruge vindkraften i eldrevne varmepumper både på fjernvarmeværker og i boliger udenfor fjernvarmen. Men det går trægt med at få installeret nye varmepumper og så meget desto større er behovet for at nedsætte afgifterne på el til varme.
Uanset ministeriernes studie af statsstøttereglerne er en omlægning af afgiftssystemet nødvendigt for bedre at understøtte de energipolitiske målsætninger. Hvor svært kan det egentlig være? Forslaget om at nedsætte afgifterne på el til varme er ikke nyt, men er alligevel ikke slået igennem hos de politiske beslutningstagere - endnu.
Forsinkelsen i ministeriernes afgiftsudvalg kunne passende bruges til at inddrage andre aktører, som rent faktisk har med de nye teknologier at gøre. Når målet er, at vindkraft om få år skal stå for halvdelen af elforsyningen, så virker det ikke bare rimeligt, men nærmest fornuftigt, hvis der i højere grad end hidtil blev lyttet til ideer og forslag, som tager de energipolitiske målsætninger om et renere og fossilfrit energisystem alvorligt.
Ikke fordi vi skal spolere skolelærerens idealistiske forklaring af den demokratiske proces, men fordi politikernes beslutningsgrundlag bør forbedres.
