Vattenfall sprænger vindmøllefundamenter væk
Energiselskabet er i fuld gang med at erstatte 35 gamle møller med 22 nye i Klim Fjordholme-vindmølleparken i Nordvestjylland. De gamle møller er taget ned, og nu er det de gamle fundamenter, der står for skud.
Inden man kan støbe nye fundamenter til de 22 spritnye Siemens-møller på 3,2 MW, der fremover skal pryde det nordvestjyske landskab ved Klim Fjordholme, skal fundamenterne til de 35 styks 18 år gamle 600 kW først fjernes. Og for at spare tid og mindske lydgenerne for parkens naboer har Vattenfall valgt at sprænge fundamenterne væk.
- Vi vælger netop at sprænge bundpladerne væk for at spare tid, men også for at minimere støjgenerne. Hvis vi skulle bore eller hamre pladerne væk, ville dette skabe en længerevarende støjgene, hvorimod en sprængning er kort og præcis, forklarer Arne Rahbek, kommunikationschef hos Vattenfall Vindkraft, til Vindmølleindustrien.
Når parken står færdig ved udgangen af 2015, bliver den Danmarks største landvindmøllepark, målt på produktion.