23948sdkhjf

Xergi forvandler Londons køkkenaffald til grøn energi

Danske Xergi har netop indgået en aftale med britiske Willen Biogas, om at bygge og drive et nyt biogasanlæg, der årligt skal udnytte 27.000 ton fødevareaffald fra London til energiproduktion.
Det oplyser den danske virksomhed i en pressemeddelelse.

Der er masser af energi og vigtige næringsstoffer i de store mængder fødevareaffald, der hver dag produceres i Londons husholdninger, restauranter og fødevareindustri. Nu begynder byggeriet af et nyt biogasanlæg, der skal udvinde energien af en del af affaldet og samtidig sikre, at næringsstofferne recirkuleres til landbrugsjorden.

I stedet for at fødevareaffaldet ender i deponi, som det er tilfældet i dag, vil genanvendelsen bidrage til at øge andelen af grøn energi i Storbritannien, og samtidig bliver landbrugsproduktionen omkring London mere grøn.

Bag Willen Biogas står D. Williams & Co., som også ejer Cattlegate Farm i Enfield, hvor biogasanlægget skal bygges, samt The Foresight Group, som er fund manager for The Green Investment Bank, der er ejet af den britiske stat.

Skal gøre London verdensførende i affaldshåndering og genbrug
Baggrunden for anlægget er den britiske regerings mål om at omdirigere affald fra deponering på lossepladser til i stedet at blive genanvendt.

- Dette projekt er et velkomment tiltag til den voksende ”waste to energy” infrastruktur, som skal hjælpe London med at nå ambitionen om at blive verdensførende i affaldshåndering og genbrug. Dette er det andet projekt, hvor Foresight Environmental Fund (FEF) og UK Waste Renewable Energy Investments (UKWREI) går sammen om at tegne majoriteten af aktierne, og det første projekt, hvor de har rejst hele den nødvendige projektkapital, fortæller Nigel Aitchison, som er partner i The Foresight Group.

- Som selskab har vi altid set på forskellige tiltag, som kan gavne landbruget og respektere miljøet samtidig med at nå regeringens mål. Med gårdens placering så tæt på en befolkningsrig storby som London, så vi et stort potentiale for et biogasanlæg baseret på fødevareaffald. Efter en grundig research af de forskellige biogasteknologier, faldt valget på Xergi som leverandør, da vi har tiltro til at det er den rette til at bygge vores anlæg. Det har været hårdt arbejde at komme i mål med projektet, men vi er sikre på, at vi nu har alle de rette samarbejdspartnere og et stærkt team til at stå for opførelsen og driften af anlægget, siger Adrian Williams fra D. Williams & Co.

Xergi skal stå for indkøring og drift
Med kontrakten skal Xergi leverer et nøglefærdigt biogasanlæg til Willen Biogas. Desuden skal Xergi stå for indkøringen af anlægget og den efterfølgende drift i to år. Det indebærer, at Xergi skal forestå etableringen af en ny organisation, der skal oplæres til at sikre en effektiv drift af anlægget.

- Vi er stolte over, at vi nu får mulighed for at bidrage til at gøre Londons fødevareindustri og energiproduktion grønnere. Vores teknologi er særdeles velegnet til præcis denne opgave, og derfor ser vi frem til både at bygge anlægget og at stå for driften, siger adm. direktør Jørgen Ballermann fra Xergi.

Det nye biogasanlæg bygges ved Cattlegate Farm i Enfield tæt ved M25 motorvejen nord for London. Anlægget bliver blandt andet forsynet med et forbehandlingsanlæg, der sorterer plastrester fra det organiske affald. Anlægget bliver desuden bygget med motoranlæg, der kan producere 1,5 MW el, hvilket svarer til 1750 husstandes årlige forbrug.

Byggeriet blev indledt i august, og biogasanlægget skal ifølge planen stå klar til drift i maj 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081