Nyt system forlænger vindmøllers levetid
På Aalborg Universitet har man i samarbejde med erhvervslivet opfundet et system, der gør vindmøller mere pålidelige og forlænger deres levetid.
Bag ved Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet summer det fra en lille garage, hvor transistorer og konvertere står i bunkevis.
Her har en engageret gruppe af studerende, forskere og erhvervsfolk rekonstrueret effekt- og strømforholdene i en vindmølle. En praktisk foranstaltning, når man gerne vil lære mere om effekttransistorers ydeevne – og hvornår de brænder sammen.
- Derfor har vi bygget et system så at sige for at få det til at fejle og gå i stykker, så vi finder ud af, hvor hårdt vi kan presse det. Vi afprøver vores idé i forhold til realistiske problemer for at se, om den kan bære, siger Stig Munk-Nielsen, der er professor på Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet.
Og de praktiske forsøg har allerede kastet konkrete resultater af sig. Garage-holdet har skabt et lille kredsløb til vindmøllens transistor, der løser vindmølleindustriens problem med ikke at kunne forudse sammenbrud.
Billigere vindenergi
Transistorerne håndterer strøm fra møllens generator og den lave frekvens fra generatoren giver store temperaturudsving i transistorerne. Noget, som medfører metaltræthed omkring transistorens siliciumchips, hvilket får dem til at bryde sammen. Hidtil vidste man bare ikke hvornår.
Noget, der hidtil har været forbundet med store omkostninger for vindmølleindustrien.
- I avisen læser man ofte, at vindmøller ofte bryder sammen på grund af gearkassen, men den væsentligste grund er møllens transistorer. Og når det hele først er brudt sammen, så er det for alvor dyrt at lave – og vindmøllen står desuden stille, mens den repareres, siger professoren.
Derfor er den nye opfindelse ganske epokegørende for vindenergisektoren. For ikke alene kan den nye opfindelse overvåge transistoren i vindmøllen og advare, når den er overophedet. Den er også intelligent og kan stoppe møllen, inden den brænder helt sammen.
- Langvarig overophedning forkorter vindmøllens levetid, og det kan være meget billigere for vindmøllevirksomhederne at udskifte enkeltdele, inden det går galt, siger Stig Munk-Nielsen.
Hos Hub North arbejder man målrettet for endnu mere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv.
- Samarbejdet giver forskere viden om erhvervslivets udfordringer, mens erhvervslivet får hjælp til at udvikle og teste en konkret idé. Den her opfindelse er et godt eksempel på, hvordan teori og praksis forenes og gør det både billigere og nemmere at producere vindenergi, siger projektleder i Hub North, Henrik Wadmann.
Virksomhederne har lavet den første version af overvågningselektronikken, og den er ved at blive testet. Projektet er støttet af Højteknologifonden, Det Obelske Familiefond og AAU.