R&D starter serviceafdeling
Installation, service og indkøring af testsystemer samt transport- og produktionsudstyr bliver de typiske opgaver i R&D’s nye afdeling ”Service & Installation”.
Hertil kommer, at R&D generelt oplever en stigende efterspørgsel efter ydelser inden for installation, service og indkøring på de specialudviklede løsninger.
- Ved at samle ydelserne i en afdeling bliver det enklere for kunden. Vi arbejder ofte med rigtig store systemer, hvor vi eksempelvis indledningsvist skal have identificeret problemstillingen og efterfølgende have kontakt til og koordineret med eventuelle underleverandører, som kommer ud til kunden og medvirker til at løse opgaverne her. I den proces har kunden kun én kontakt – og det er R&D, siger afdelingschef Jacob Olsen fra R&D.
God start
R&Ds serviceafdeling kan både rykke hurtigt, hvis der er akutte problemer hos kunden og komme planmæssigt på aftalte installationsopgaver eller servicebesøg. R&D har desuden mulighed for at stille med teknikere i et større antal, hvis det er nødvendigt.
Samtidig kan teknikerne trække på hele R&D’s netværk af maskiningeniører, softwareprogrammører og projektledere. De kan dermed hurtigere og mere præcist finde den rette løsning på kundens problem.
- Kunderne viser stor interesse for vores tilbud om struktureret og planlagt service. Specielt vores indsigt i de rigtig store og komplicerede løsningerne er et væsentligt plus, siger Jacob Olsen.
Jacob har selv en mangeårig baggrund som produktionsleder og tekniker. Han trækker også gerne i arbejdstøjet og tager ud og løser serviceopgaver hos kunderne.
- Det er vigtigt, at jeg også har kontakten direkte ude ved kunderne og dermed har en god fornemmelse for, hvad der rører sig. Det er en væsentlig fordel i den videre udvikling af afdelingen og vores ydelser, siger Jacob Olsen.