23948sdkhjf

Desværre: Madfedt kan nok ikke revolutionere transportsektoren

Fedtspande i Viborg bliver simpelthen fyldt for langsomt
I Viborg Kommune nærmer forsøget RecOil sig sin afslutning.

RecOil er et EU-projekt, hvor det handler om at indsamle og genanvende brugt madolie og fedt til biodiesel. Det har derfor siden januar 2014 været muligt for indbyggerne i Viborg Kommune at hente en fedtspand og kildesortere fedt og madolie i den.

Som nævnt er projektet snart ved vejs ende, og projektleder Louise Krogh Johnson fra Agro Business Park er klar til at gøre status.

Ville gerne have julen med
Oprindeligt skulle forsøget været sluttet i juni, men for at skabe et bedre fodfæste besluttede projektgruppen, der består af Revas – Viborg Kommunes kommunale affaldshåndtering, Daka ReFood, som kan omdanne fedtet til biodiesel, og Agro Business Park, som er partner i EU-projektet RecOil - at forlænge projektet til 15. januar 2015.

- Vi forlængede projektet, fordi det skulle have en ordentlig chance, samtidig med at vi gerne ville have julen med for at se, om den madtunge højtid kunne generere flere liter fedt, forklarer hun til Energy Supply.

EU-projektet, der oprindeligt er udtænkt under varmere himmelstrøg, hvor antallet af private frituregryder er højere end herhjemme, har dog ikke givet alverden.

- Det er ikke imponerende, hvad vi har fået ind. Vi kommer nok desværre ikke til at revolutionere transportsektoren, siger Louise Johnson og forklarer at årsagen til, at Agro Business Park gik med i projektet, var for at repræsentere det nordlige Europa, og fordi man gerne ville se om indsamling overhovedet ville give nogen liter biodiesel på dansk jord.

Vi spiser for magert
I løbet af det første halve år hentede man godt 300 liter fedt, hvilket svarer til ca. 300 liter biodiesel. Høsten for de seneste seks måneder er endnu ikke gjort op, men Louise Johnson fortæller, at man ikke regner med, at det er væltet ind med olie – ej heller over julen.

Og hvad årsagen er, kan hun kun gisne om.

- Det fedt vi spiser er animalsk og i meget små mængder, faktisk i så små mængder af gangen at det tager lang tid at fylde fedtspanden. Det betyder, at fedtet kan blive harsk og fordærve, hvis ikke det står koldt, og det er nok de færreste, der har lyst til at opbevare olieaffald i køleskabet, siger hun og understreger, at når først olien er blevet harsk er den mindre anvendelig til biodiesel.

- Vi havde faktisk et lille pilotprojekt i pilotprojektet, hvor vi husstandsomdelte fedtspandene i den lille jyske by Ørum, hvor gennemsnitsalderen er over 50, og her var der generelt mere fedt, som palmin og stegemargarine i spandene, noget den yngre generation langt fra er vokset op med, fortæller hun og hentyder her til, at den danske befolkning nok i virkeligheden spiser for magert til, at projektet ville slå an.

Som nævnt har RecOil endnu ikke nået sin slutdato, men Louise Johnson vurderer, at man ikke vil fortsætte med fedtspandene efter den 15. januar 2015.

- Det fedt og fedtets energiindhold er bedre anvendt andre steder, som for eksempel i et biogasanlæg, siger hun.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109