23948sdkhjf

Vindstød af Apple-styrke

Verdensrekord i vind, grøn belønning fra æblet over dem alle og verdens største offshore-vind konference på dansk jord om få dage. Det er ikke tilfældigt, at det næsten er umuligt at sige Danmark uden at sige vind.
Året var knap skudt i gang før den danske energibranche kunne melde om endnu en verdensrekord. I 2014 kom mere end 39% af danskernes strøm nemlig fra vindmøller og der blev dermed sat en tyk streg under, at vind spiller en stor rolle i det moderne energisystem - og at der ikke ser ud til at være en grænse for, hvor store mængder vindenergi der kan integreres.

For få dage siden meldte it-giganten Apple så, at de vil etablere en kraftcentral af et datacenter i Viborg. Placeringen er valgt med omhu; centeret skal nemlig drives udelukkende af vedvarende energi og dermed bl.a. udnytte Danmarks stærke vindressourcer.

- De vælger Danmark fordi vi står for nogle gode, grønne energiløsninger, lød den umiddelbare reaktion fra vores klima og energiminister Rasmus Helveg Petersen til Ritzau. Men Apple har også valgt Danmark, fordi det giver mening for dem og deres langsigtede investeringsstrategi. En strategi der altså nu indbefatter vedvarende energi og store mængder vind.

Industrien former fremtiden til EWEA Offshore
At Apple kan vælge Danmark skyldes bl.a. at vi, på samme vis, via en langsigtet plan for energipolitik, storskala testfaciliteter og national infrastruktur, har sikret de danske virksomheder det bedst mulige udgangspunkt for deres investeringer i netop Danmark. Det styrker også de danske virksomheder i den globale konkurrence.

Ligesom Apple viser stor interesse i Danmark, besøger en stor international delegation i den kommende uge de førende danske virksomheder i vindindustrien for derefter at slutte sig til 8000 andre besøgende til EWEA Offshore i Bella Center, verdens største konference og udstilling om offshore-vind.

Her vil hele industrien, og knap 100 danske virksomheder, samles for at fremvise de unikke og globalt førende danske kompetencer. De vil stå sammen for at vise, at offshore vind spiller en stor rolle i fremtidens grønne energisystem, og de vil stå sammen, skulder ved skulder, for at bevare et knivskarpt fokus på at nedbringe omkostningerne ved havvind.

Den grønne førertrøje er velfortjent
Det er ikke tilfældigt, at Danmark lige nu er centrum for store vindbegivenheder, ligesom det ikke er tilfældigt, at det netop var i Danmark, på initiativ af Vindmølleindustrien, at EWEA Offshore første gang blev sat i søen i 2005.

Vi er globalt førende i teknologiudvikling og vi har en særlig evne til at skabe innovative og holdbare resultater på tværs af sektoren. Det betyder også, at der hver dag er konkurrenter, som forsøger at fravriste os vores førerposition.

Men branchen har i årtier kæmpet for at udvikle vindteknologien til det niveau den har i dag, hvor de danske virksomheder via store investeringer og en løbende tilpasning af de rammer og vilkår virksomhederne arbejder under, har kunnet bevare den grønne førertrøje – og det skal vi blive ved med.

Vi ses til EWEA Offshore i København!
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.251