23948sdkhjf

Fin-tuning gør Sunwell klar til kommercielt salg

Små ændringer i boremetode, rør, solfanger og varmepumpe har skabt et nyt integreret koncept for solbrønde baseret på en 34 år gammel teknologi.
For et år siden etablerede virksomheden Sunwell tre solbrønde ved Børne- og familiehjemmet Bakkevej i Hornsyld, samtidig indrettede man en testplads for solbrønde ved Greentech Centeret i Vejle og installerede to solbrønde i landsbyen Stenderup.

Anlæggene har været forløbere for Solbrønden anno 2015, som Sunwell nu står klar til at kommercialisere og som netop nu kører i landsbyen Glud.

- Vi har overtaget teknologien fra gamle Knudsen (manden bag teknologien, red.) og har så efterfølgende brugt et par år på at lave den smartere, fortæller Carsten Due, direktør i Sunwell.

Dokumentation for COP
Indtil i dag har Sunwell kun haft teoretisk dokumentation for at teknologien fungerer, og at man kan generere en stabil og fin COP (Coefficient Of Performance).

- På tegnebrættet og i laboratoriet har vi kunnet fremvise en fin COP. Med fintuning af de eksisterende anlæg kan vi nu i praksis dokumentere at konceptet virker. Anlægget i Glud har en gennemsnitlig COP på 6,9 og siden det blev sat i drift i september 2014 har det ikke været under 5,6, forklarer Carsten Due.

Den faktiske dokumentation for COP vil i følge Carsten Due gøre det langt lettere at få solbrønden solgt.

Integreret koncept
Carsten Due fortæller, at der er foretaget ikke så få justeringer i forbindelse med udviklingen af det nye koncept, som man er klar til at rulle ud til offentligheden.

- I forhold til de første anlæg har vi integreret solfangerne og varmepumpen. Vi har ændret boremetode og ændret på rørene. Vores vertikale boremetode er normalt noget dyrere, men det kan vi lave billigere nu, fortæller Carsten Due.

Men selvom Carsten Due og Sunwell er klar til sælge anlæggene, så arbejder man videre med at toptune teknologien.

- Normalt borer vi ned i tyve meters dybde. Men vi vil prøve en anden form for slanger og undgå at komme længere ned end fem meters dybe, fortæller han.

Slangerne køber Sunwell gennem Solar, mens varmepumpe og solfanger erhverves via Free Energy.

Solbrønd i stedet for oliefyr
Carsten Due ser et stort potentiale i solbrønden.

- Vi går efter institutioner, som den i Hornsyld, der efter et år med solbrønden har sparet 87.000 kr. på varmeregningen. Men vi går også efter de oliefyrsejere, der over de kommende år skal udskifte fyret, og som ikke har mulighed for at hægte sig på fjernvarmenettet, fortæller Carsten Due.






Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079