Energiselskaberne leverer en solid energispareindsats
El-, gas-, varme- og olieselskaberne bidrager markant til at nedbringe energiforbruget i Danmark.
- Nu kan vi se sort på hvidt, at vi med den fælles energispareindsats har fået en velfungerende ordning, der er med til at sikre de energieffektiviseringer, som vi i høj grad har brug for fremover, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.
Anbefalinger til nye elementer og tiltag
Evalueringen, der er igangsat af Energistyrelsen og foretaget af Deloitte og Grontmij, peger samtidig på en række nye tiltag, som kan være med til at fremme energispareindsatsen i de kommende år. Det gælder f.eks. mere fokus på rådgivning og markedsføring, samt tiltag der kan sikre et bedre grundlag for at finde besparelser fremadrettet. Anbefalingerne vil indgå i den videre proces, som skal fastlægge retningslinjerne for energiselskabernes energispareindsats efter 2015.
- Med evalueringen har vi nu et godt grundlag for at drøfte, hvordan indsatsen bedst tilrettelægges i de kommende år, så vi kan styrke og målrette indsatsen endnu mere, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.
Evalueringen viser, at effekten af energispareindsatsen er størst inden for industrien og lavest inden for den indsats, der retter sig mod husholdninger. Målet for energiselskabernes energispareindsats udgør fra 2015 3 pct. af det endelige energiforbrug i Danmark.