Horns Rev 3 er slet ikke billig
Klumme: I offentligheden leder man med lys og lygte efter en god forklaring på, at Vattenfall kunne vinde udbuddet til Horns Rev 3 offshore vindmøllerne med en pris på ”kun” 77 øre pr. kWh.
Men prisdannelsen er og må blive præget af vilkårlighed og uigennemskuelighed, når den ene part, staten, på forhånd har bundet sig til at købe en bestemt vare (offshore vind) med en bestemt leveringstid, medens den anden part, leverandørerne, er et oligopol bestående af ca. 3 selskaber, der deler et sælgers marked i Danmark og udlandet mellem sig. Her kan der ikke opstå en normal konkurrencesituation.
Nedenfor ses prisudviklingen for de forskellige danske offshore projekter. Man skulle tro, at med mere forskning, større og mere effektive vindmøller, flere erfaringer, lave renter og
avanceret udstyr, når det gælder entreprenørarbejdet til havs, så ville prisen pr. kWh også falde. Men offshore er afregningspriserne bare steget og steget og så faldet lidt igen, når det gælder Horns Rev 3.
- Horns Rev 1, opført 2002, får 45,3 øre/kWh, der afregnes med den opnåelige markedspris + pristillæg. Pristillægget ydes i 42.000 fuldlasttimer.
- Nysted (Rødsand I), opført 2003, får 45,3 øre/kWh, der afregnes med den opnåelige markedspris + pristillæg. Pristillægget ydes i 42.000 fuldlasttimer.
- Horns Rev II, opført 2009, får 51,8 øre/kWh i de første 50.000 fuldlasttimer.
- Rødsand II (Nysted), opført 2010, får 62,9 øre/kWh i de første 50.000 fuldlasttimer.
- Anholt, opført 2013, får 1,05 øre/kWh i de første 50.000 fuldlasttimer.
- Horns Rev III, planlagt opført 2020 , får 77 øre i de første 50.000 fuldlasttimer
Gang på gang er det blevet nævnt, at det var udbudsformen og en presset tidsplan med bøder for overskridelse af tidsplanen, som førte til de høje priser ved Anholt. Men holder det? Projektet blev politisk vedtaget i 2008, sendt i udbud i april 2009, og der blev skrevet kontrakt med Dong i juli 2010, hvorefter der var 3½ år til at opføre anlægget. Man havde samme tid til at gennemføre Rødsand (Nysted) II. Så det er langt fra sikkert, at forklaringen med den pressede tidsplan ved Anholt holder. Kan der ikke også være andre og lige så gode forklaringer?
- For eksempel, at her befinder vi os i et udpræget sælgers marked, hvor der opstår, hvad man kan kalde en ”mestergris”; mellem de potentielle tilbudsgivere, hvoraf der var ca. tre, kan der være en slags forståelse, at kun én skulle afgive tilbud.
- Der kan også være en ”Eldrup-effekt”. Direktøren dengang for Dong var en tidligere departementschef for Finansministeriet, Anders Eldrup. Dermed har energipolitikerne i 2009/10 siddet overfor en fhv. embedsmand med en specielt høj autoritet og troværdighed. Nu var han chef for forretningen Dong. Hvem blandt politikerne har haft indsigt, mod og styrke til at gå op imod hans forklaringer, når det drejede sig om Anholt projektet? Prisen steg ovenikøbet under forhandlingerne, hvor det normale er, at man forhandler en pris ned. Politikerne indgår (energiministeren var Lykke Friis, (V)) en elendig aftale, som på den anden side også er god, for staten er jo hovedaktionær i Dong. Derimod koster Anholt projektet PSO, så det kan mærkes, og erhvervslivet klager. Sagen har på ingen måde skadet Eldrup. Han forlod DONG i 2012, men i dag er han formand for offshore virksomheden LORC, i EUDP, DTU, Concito mv., altså steder, hvor der træffes vigtige beslutninger og påvirkning af meningsdannelsen, når det gælder vedvarende energi, herunder offshore.
- Det afgørende er dog nok, at for Dong var det i 2010 langt mere profitabelt at bruge kvoten af Siemens vindmøller udenfor Danmark. Da Dong trak sig ud af Rødsand II i 2007 udtalte Dong-direktøren, Niels Berg-Hansen: ”Vi får dobbelt så meget i afregningspris for strømmen i England i forhold til i Danmark”. Rent forretningsmæssigt gør Dong dermed det danske samfund en slags vennetjeneste ved overhovedet at opstille offshore vindmøllerne ved Anholt. DONG har på en måde været generøs ved at involvere sig i Danmark. Havde selskabet opstillet de samme vindmøller i udlandet, kunne Dong have fået 30 til 40 øre mere pr. kWh, svarende til 4 til 7 millioner kroner merindtjening pr. vindmølle om året.
- Offshore vindenergi er en god forrentning for Dong, som kan hente guld ude på havet. I 2014 indbragte vindforretningen Dong 6,1 milliarder kroner ved et salg på 4,9 milliarder kWh. Det giver en gennemsnitlig kWh-pris på 1,25 kr., altså 20 øre mere end hvad Dong henter ved Anholt.
Det er ret besynderligt, at man i dette land, hvor der i 30 år har været talt om, at vedvarende energi er for dyrt, og den grønne omstilling koster for meget i PSO, så alligevel fokuserer specielt hårdt på den dyre offshore vindkraft. Den kan ikke forventes at blive ret meget billigere, end hvad de store elselskaber kan tjene ved offshoreanlæg i nabolandene.
Alternativet er flere vindmøller på land. Her der plads til mange flere vindmøller, dersom man i stedet for at betragte vindmøller for et investeringsgode, valgte ejerskabs- og organisationsformer, der har været det normale indenfor energisektoren. Derved ville man opnå den nødvendige accept hos den berørte lokalbefolkning, hvor vindmøllerne skal opstilles.
Politisk er man øjensynligt ikke interesseret i at få prisen på onshore vindkraft ned, hvilket ville være enkelt, dersom man definerede vindkraft som offentlig forsyning og ikke som nu privat business. Som forsyningsvirksomhed ville man kunne ekspropriere jord, der skal udlægges til opstilling af vindmøller.
Dersom man eksproprierede jorden til vindmøllegrunde og havde offentligt eller almennyttigt ejerskab af vindmøllerne, kunne kWh-prisen blive ca. 30 øre. Tallet kommer fra Energistyrelsen. Lagde man 10 øre oven i de 30 øre som en slags godtgørelse til de berørte lokalsamfund og som i Hvide Sande sikrede sig, at provenuet skal bruges til at skabe nye arbejdspladser og bedre lokal infrastruktur, så ville man i udkantsdanmark hilse vindmøllerne velkommen. Men politisk vil man det ikke.
Ekspropriation i forbindelse med vindkraft er ikke ukendt; således eksproprierede Energinet.dk 9 landejendomme, da der skulle fremføres et kabel tværs over Djursland fra Anholt-vindmøllerne til Trige ved Aarhus. Ekspropriation er da også almindeligt indenfor energisektoren, for eksempel når der skal opstilles højspændingsmaster. Ved ekspropriation ligger ulempegodtgørelsen på ca. 50.000 kroner for en grund, hvorimod markedsprisen for vindmøllegrunde kan være høje 2-cifrede millionbeløb, som skal betales over elregningen.
I mange år mistede de store elselskaber markedsandele til de decentrale kraftvarmeværker og til de private, onshore vindmølleinvestorer. Siden 2008 er de store selskaber gennem offshore indsatsen begyndt at genvinde deres markedsandele, hvilket de kan som eneoperatører offshore. Det tager de sig samtidig godt betalt for, eftersom offshore vindkraft er op til 3 til 5 gange dyrere end onshore. Her kan man politisk set og i offentligheden gøre den interessante iagttagelse, at det ikke betyder særlig meget, at vindkraft er dyrt, når den kommer fra de store elselskaber. Det er blevet acceptabelt.
Med tilpassede organisationsformer kunne kWh-prisen ved vindmøller på land komme ned på 30 til 40 øre pr. kWh for nye store vindmøller. En sådan pris ville imidlertid gøre prisdifferencen mellem offshore produceret elektricitet og vindenergi på land endnu større og mere iøjnefaldende.
