23948sdkhjf

Siemens skal levere 2,2 GW vindmøller til Ægypten

Den tyske industrikoncern skal bygge kraftværker, vindmøller og en fabrik til fremstilling af vindmøllevinger i Egypten.
Den tyske industrikoncern Siemens har underskrevet en energikontrakt med Egypten til en værdi af 4 mia. euro (knap 30 mia. kr.), oplyser en talsperson for koncernen lørdag.

Som følge af en række aftaler, der er indgået mellem parterne, skal Siemens bygge et kraftværk på 4,4 gigawatt samt etablere vindmøller med en samlet kapacitet på 2,2 gigawatt, tilføjer selskabet i en pressemeddelelse.

Andre projekter vil omfatte etablering af en fabrik i Egypten, hvor der skal produceres vinger til vindmøller.

I yderligere to aftaler skal Siemens også forestå opførelsen af endnu et kraftværk med en kapacitet op til 6,6 gigawatt og 10 transformatorstationer, som skal sørge for en stabil strømforsyning.

Talspersonen siger til nyhedsbureauet AFP, at de aftaler vil have en værdi af yderligere 6 mia. euro.

Siemens' topchef og administrerende direktør Joe Kaeser siger, at aftalerne vil give Egypten en stærk og pålidelig energiforsyning og være med til at understøtte den langsigtede bæredygtige økonomiske udvikling i landet.

Aftalerne blev indgået på en global investorkonference i den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh med Kaeser og Tysklands vicekansler Sigmar Gabriel.

/ritzau/AFP
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.205