23948sdkhjf

Kamstrup sender 14.500 elmålere til Fyn

FFV Energi og Miljø investerer i 14.500 fjernaflæste elmålere fra Kamstrup samt en option om en ny Datahub-løsning, der understøtter indførelsen af engrosmodellen i 2016.
To tendenser påvirker for alvor fremtidens elmarked. Den såkaldte engrosmodel og udviklingen af det intelligente elnet.

På den korte bane skal FFV Energi og Miljø understøtte engrosmodellen, der bliver indført fra marts 2016, og som vil liberalisere elmarkedet yderligere og gøre det nemmere at være forbruger. På den lange bane skal elnettet kunne håndtere den store mængde energi, der fremover kommer fra vindmøller og øvrige vedvarende energikilder.

Derfor har man valgt at udskifte 14.500 eksisterende elmålere med 14.500 fjernaflæste elmålere fra Kamstrup. Med til elmålerne hører en Datahub-løsning, der skal gøre det simpelt for FFV Energi og Miljø at overføre alle data til Danmarks samlede el-database, Datahub’en.

- Denne investering gør os i stand til at drive og udvikle vores forretningsområde og give vores kunder den bedst mulige service. Med fjernaflæsning understøtter vi det politiske ønske om yderligere liberalisering og gennemsigtighed på elmarkedet, hvilket også kommer vores kunder til gavn, siger Claus Mogensen, adm. direktør i FFV Energi og Miljø.

Kamstrups målersystem vil blive udrullet frem til udgangen af 2017. Kamstrup står for drift og datahjemtagning i projektperioden, mens FFV Energi og Miljø selv varetager installeringen og overtager driften efter projektperioden.

Med den intelligente målerpark får forsyningsselskabet langt bedre muligheder for at balancere forsyningen i forhold til det aktuelle udbud og efterspørgsel og overvåge strømkvaliteten i nettet. Samtidig vil driften og servicen blive væsentlig forbedret som følge af, at alle forbrugsdata fremover bliver indsamlet ganske automatisk.

- FFV Energi og Miljø er i høj grad et selskab med en klar målsætning. Med Kamstrups løsning bliver selskabet i endnu bedre stand til at optimere elforsyningen og indfri deres mål om at reducere deres ressourceforbrug de kommende år. Ligeledes understøtter Kamstrup den nye engrosmodel og vil reducere omkostninger til administration og it, påpeger Anders Nystrup, salgschef i Kamstrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094