Hofor tjener godt på fjernkøling
Hofor Fjernkøling har leveret det bedste regnskab til dato. Nye store kunder hjælper fjernkølingen godt på vej.
I 2014 hentede Hofor Fjernkøling blandt andre Bryghus-projektet (Realdania), Axeltorv 2 og Sterilcentralen, hvilket betyder at porteføljen samlet set tæller 46 leveringsaftaler i områderne omkring Kgs. Nytorv, Rådhuspladsen og København Nordvest. I kraft af den store tilgang af kunder er cirka 80 procent af det samlede mål for kundetilgang ultimo 2015 opfyldt.
- Omsætningen i 2014 var 30,7 millioner kroner og resultatet før skat 8,0 millioner kroner. Overskud før skat er tilfredsstillende - der er tale om en markant fremgang i forhold til 2013, hvor overskud før skat udgjorde 3,2 millioner kroner. Den øgede kundetilgang har ledt til bedre kapacitetsudnyttelse, hvilket ses både i årsregnskabet og ved nedbringelsen af CO2-udledningen. Overskuddet vil blive brugt til at ekspandere forretningen yderligere de kommende år, fortæller administrerende direktør for HOFOR-koncernen, Lars Therkildsen.
Udbygningen af fjernkøling i København har hidtil krævet investeringer på i alt 453 millioner kroner i såvel ledninger som produktionsenheder.
- Afskrivningerne udgjorde 10,3 millioner kroner i 2014. Det er en relativ stor omkostningspost, hvilket skal ses i lyset af de store investeringer i kølecentraler og forsyningsnet. Forsyningsnettet er nu ved at være optimalt udnyttet, hvilket også har påvirket økonomien positivt, fortsætter Lars Therkildsen.
Lys fremtid for fjernkøling, klima og kunder
Henrik Lorentsen Bøgeskov, der er chef for Hofor Fjernkøling A/S, er meget tilfreds med det positive resultat. Både fordi anstrengelserne har båret frugt, men også fordi forretningen nu kan begynde at se på nye forsyningsområder.
- På nuværende tidspunkt har vi indgået aftaler for cirka 80 procent af vores nuværende kapacitet - det giver et godt fundament for at udbygge fjernkøling fra Hofor yderligere i København. Der er etableret fjernkøleforsyningsledninger i dele af Nordhavn, så når de første aftaler om fjernkøling er indgået i dette område, vil de næste faser i udbygningen af Nordhavn blive igangsat. Dette betyder også, at vi med den store efterspørgsel efter fjernkøling fra Hofor, har fremrykket processen med at etablere fjernkøling i nye områder.
Den positive udvikling i økonomien giver mulighed for at investere yderligere i forretningen, så flere kunder kan tilbydes fjernkøling. Der er derfor igangsat undersøgelser af områderne omkring Ørestad Nord og Syd, Sydhavn, Valby og Amager, som er interessante i forhold til fjernkølingsforsyning fra Hofor. Udbygningstakten vil afhænge af kundebehovet, der løbende vurderes.