Helhedsløsninger åbner danske muligheder for EC Power
Hjemmemarkedet for EC Powers mini-kraftvarmeanlæg har i mange år været svært at få hul på. Nu åbner danskernes lyst til at kombinere forskellige energi-kilder nye muligheder.
Tidligere har EC Power ikke gjort det store for at sælge sine anlæg til Danmark, da vilkårene for mini-kraftvarmeanlæg ikke har været optimale. Men en succesfuld salgsstrategi har i de seneste par år ændret billedet og nu rettes et fornyet blik igen mod hjemmemarkedet, hvor antallet af idriftsættelser er støt stigende.
- Politisk er der ikke ændret så meget. Faktisk ingenting, Det der har ændret sig, er vores måde at arbejde og samarbejde på. Vi går målrettet efter de store aktører på markedet, når det gælder energioptimeringsprojekter i kommuner. Samtidig er vores samarbejdspartnere langt mere indstillede på at lave helhedsløsninger. Før valgte de typisk en løsning med en traditionel kedel eller en varmepumpe eller solceller. I dag har de fået øjnene op for at kombinere løsninger – såkaldte hybridløsninger – f.eks. vores XRGI-anlæg sammen med et solcelleanlæg, en kedel og en varmepumpe. Det giver optimale driftsbetingelser, forklarer Key Account Manager, Jannik Brokær Lund, hos EC Power og tilføjer:
- Og så tror jeg også, at danskerne har svært ved at sige nej til en løsning, der har tjent sig selv ind igen på 2-5 år.
Samarbejdet bærer frugt
Blækket på samarbejdsaftalen var knapt tørt, før Dong Energy leverede de første projekter.
- Mulighederne med vores anlæg er virkelig noget kunderne har taget til sig. Vi mærker en stigende efterspørgsel, og har mange anlæg på beregningsstadiet, hvor vi står overfor at skulle afgive tilbud, fortæller Jannik Brokær Lund.
Læs også: EC Power og Dong samarbejder om mini-kraftvarmeanlæg
Fremtiden på dansk jord
Samarbejdet med Dong Energy åbner en endnu mere lys fremtid for EC Power i Danmark, og forventningerne er store fra begge parter.
- Selvom vi nok aldrig bliver kæmpestore i Danmark, så betyder et øget salg af anlæg på hjemmemarkedet, at vi står bedre i udlandet, siger Jannik Brokær Lund og uddyber:
- Det har nemlig hidtil været lidt svært at forklare vores udenlandske kunder, hvorfor vi ikke sælger så mange anlæg i Danmark. Det kan vi nu og det giver en god ballast for øget eksport.