Nyt solcellesamarbejde
Solcellevirksomheden DanSolar og Aura Installation er gået sammen i et nyt samarbejde.
Med et fast samarbejde får Aura Installation adgang til DanSolars produkter og ekspertise inden for solenergi, mens DanSolar får udvidet sit netværk, en større volumen og en sparringspartner inden for installation og rådgivning.
DanSolar har løbende tilpasset sine produkter og med Danmarks klimamål om et samfund uden fossile brændsler i 2050 og den stadig stigende interesse for bæredygtige energiløsninger, er solcellevirksomheden positiv omkring det nuværende marked. Med samarbejdet med Aura Installation kan man nu tilbyde totalentreprise i forbindelse med projektering, opsætning, montering og installering af både almindelige solcelleanlæg og solcelleparker.
- Vi leverer ikke standardløsninger, men lægger vægt på i samråd med kunden at sammensætte individuelle solcelleløsninger, der tager udgangspunkt i den enkelte kundes behov, siger salgschef ved Aura Installation, Kim Frandsen.
- Vi ser frem til et solidt og tillidsfuldt samarbejde, og vi forventer at sætte gang i en masse solcelleprojekter i den kommende tid, slutter han.