23948sdkhjf

Tysklands største elselskaber køber dansk energiteknologi

Inopower har vundet kontrakter på 75 MW elkedel-teknologi i årets første måneder.
Når Tysklands energisektor i disse år omstilles fra atomkraft til vedvarende energi, spiller dansk knowhow en central rolle. De førende tyske energiselskaber står i kø for at implementere nordjyske Inopowers energiteknologi til integration af vedvarende energi i elsystemet, og ordrebogen i Nørresundby bliver blot tykkere og tykkere. Det skriver Inopower i en pressemeddelelse.

Tysklands gennemgribende ”Energiewende”, hvor den tyske energisektor over en årerække skal omstilles i en mere bæredygtig retning, skaber stor vækst hos et dansk energiteknologifirma.

Hos Inopower i Nørresundby, som leverer elkedelteknologi og fjernstyringssystemer til blandt andet vindmøller og biogasanlæg, er overskuddet mere end fordoblet på blot ét år, og det skyldes især det faktum, at flere af Tysklands og Østrigs største energiselskaber har valgt Inopower som leverandør af denne specifikke energiteknologi.

- For 15-20 år siden begyndte Danmark at bevæge sig fra central energiproduktion på store kraftværker mod decentral energiproduktion via små kraftvarmeværker og vindmøller, og i dag er der ingen andre lande, som har gennemført denne omstilling på samme niveau som i Danmark. Det giver os og vores knowhow en helt unik position på energimarkedet, siger direktør og grundlægger af Inopower, Troels Davidsen. Han fortsætter:

- I dag ser vi, hvordan den samme udvikling efterhånden accelererer i Tyskland også, for tyskerne har besluttet helt at afskaffe atomkraft, og derfor skal der findes nye alternativer. Her kommer vi på banen med innovativ energiteknologi.

70 procent af salget sker i udlandet
Da liberaliseringen af det danske elmarked begyndte i 2005, voksede behovet for integrering af vedvarende energi og automationssystemer markant, og Inopower var den første aktør på det danske marked med den nødvendige teknologi. I dag har virksomheden ikke blot en betydelig markedsandel i Danmark men også en markant position på europæisk plan. Over 70 procent af Inopowers omsætning kommer fra udenlandske ordrer, primært fra Tyskland og Østrig.

Gennem sit tyske datterselskab har Inopower i de første måneder af 2015 vundet kontrakter på levering af 75 MW elkedelteknologi til førende energiselskaber i Kiel, Münster og Salzburg. Senest er et system til fjernstyring af 150 biogasmotorer blevet godkendt af den tyske TSO TenneT, som skal bruge systemet til at balancere det nordtyske transmissionsnet. I alt har Inopower leveret 185 MW elkedelsystemer til tyske og østrigske kunder – og ordrebogen for både 2015 og halvdelen af 2016 er allerede fyldt op. Det giver grund til stor optimisme:

- Vi forventer helt klart stigende ordremængder fra både Tyskland og Østrig, hvor der er stor efterspørgsel på vores teknologi. Men jeg er også overbevist om, at lande, der er på nippet til at igangsætte omstillingen fra central til decentral energiproduktion, før eller senere vil få brug for vores produkter også. Derfor retter vi nu stor fokus mod denne målgruppe også, slutter Troels Davidsen.

Alle 16 medarbejdere i Inopower er tilknyttet kontoret i Nørresundby med undtagelse af direktøren i det tyske datterselskab, BVA Elektrokessel GmbH, der agerer fra Kiel. Som konsekvens af den fyldte ordrebog samt fremtidssikrede produkter forventer Inopower at øge antallet af teknikere og ingeniører snarest.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094