23948sdkhjf

Alpha-E klar til test og kommercialisering

Sabro Varmeværk tester to parabolsolfangere fra danske Alpha-E, der samtidig arbejder på at hive sin første kommercielle ordre i land.
Alpha-Es parabolsolfanger hos Sabro Varmeværk tilsluttes snart og sendes i to årig test, men særligt fokus har en opgave for Fredericia Spildevand, hvorfra Alpha-E håber at hente sin første kommercielle ordre.

Test i Sabro
Anlægget hos Sabro Varmeværk skal teste en ny type parabolsolfanger, som koncentrerer solens stråler ind på et receiverrør, der sidder i brændpunktet. I receiverrøret løber der væske, som kan blive op til 250°C varm - afhængig af styringen. Solfangeren følger solens gang over himlen, så vinklen på røret altid er præcis. I Sabro styres anlægget så temperaturen til fjernvarmeværket ikke overstiger 100°C.

- De to solfangere blev allerede sat op i junimåned, men vores samarbejdspartner AS:Scan mangler lige at sætte de sidste rør sammen og så er vi klar til at køre vand igennem. Vi mangler for vores del at få hold på den sidste del af styringen. Men jeg formoder det sættes i drift inden for de næste fjorten dage, fortæller teknisk direktør Kim Nichum til Energy Supply.

Anlægget i Sabro skal testes over de næste par år.

Hånd i hanke med produktionen
Hos Alpha-E gør man en dyd ud af at have styr på alle dele af produktionen, så da den første film, der blev leveret til solfangerne, ikke fungerede, ja så begyndte man selv at se på sagen.

- Vi udvikler i øjeblikket på en ny måde at fremstille filmen på. Vi vil gerne være så dansk-producerede som muligt, fortæller Kim Nichum.

Virksomheden ser da også helst at spejlproduktionen holdes i Danmark, men Alpha-E må også skele lidt til det økonomiske aspekt.

- Stålkonstruktionen har vi købt af et dansk firma, og den regner vi med kan sendes til udlandet, hvis det prismæssigt er billigst. Stålkonstruktionen er også den del af produktet, som lettest kan sendes til udlandet, da det ikke kræver så meget opsyn, forklarer Kim Nichum.

Kommercialisering på vej
Og selvom man knapt har indledt test af anlægget, så er Alpha-E meget klar til en decideret kommercialisering af solfangeren.

- Vi arbejder lige nu på at hente en ordre fra Fredericia Spildevand. Opgaven er lige nu på vej igennem bestyrelsen og så skal den i udbud. Men vi håber at hente den hjem, hvis vi gør bliver det vores første kommercielle anlæg og det bliver på ti sæt, sammenlignet med anlægget i Sabro, der kun består af et sæt, forklarer Kim Nichum.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11