SMV'ere vil med i million-kapløb
I kapløbet om millionerne i Danmarks Grønne Investeringsfond er de små og mellemstore virksomheder bange for at blive glemt.
Erhvervskundedirektør i fonden Michael Zöllner fortæller til avisen at der er indløbet ansøgninger med et samlet finansieringsbehov på op til 500 mio. kr., der udelukkende kommer fra et antal større kunder i niveauet 25-30 koncerner. Og netop det vækker bekymring hos Håndværksrådet der repræsenterer de små og mellemstore virksomheder I Danmark.
- Det går igen overalt, når der skal uddeles midler. Pengene går fortrinsvist til store virksomheder, fordi det er nemmere. Som embedsmand har man sin ryg dækket, når man giver midler til store virksomheder, fordi man tænker, at der ikke kan gå noget galt, siger chefen for Håndværksrådets internationale afdeling, Jens Kvorning.
Danmarks Grønne Investeringsfond har endnu til gode at uddele de første tilskud.