Grønne brintbiler er det nye sort i Danmark
Brintbiler er nemlig hastigt på vej ind på det danske marked.
Det skriver DR P4 Sjælland.
- Hr. og fru Danmark vil glæde sig over, at de får en bil med 600 kilometer i tanken. Samtidig skal man ikke til at ændre vaner, når bilen skal tankes. Man skal bare ind på en tankstation, bruge tre minutter på at fylde bilen op og så kan man køre 600 kilometer igen, siger David Drachmann Sunne, der er direktør i Energy Universe Europe.
Lige nu kræver det dog en smule tålmodighed, hvis man skal fylde brintbilen op. Når en ny brinttankstation i dag indvies i Korsør, så er det nemlig kun landets syvende af slagsen. Men om fem år vil det tal måske være mangedoblet.
Flere vil køre i brintbiler
- Om fem år vil vi have mellem 100 og 200 brinttankstationer i Danmark. Og vi kan mærke på interessen, at det ikke varer længe, før brintbilerne havner i indkørslen hos rigtig mange mennesker, siger David Drachmann Sunne til radiostationen.
Allerede nu er flere private- og offentlige virksomheder ved at anskaffe sig en flåde af brintbiler. Når tankstationen i Korsør i dag bliver indviet, vil både Slagelse Kommune, Sund & Bælt og SK Forsyning få leveret en række af de grønne biler. Og det er der en helt klar grund til, siger direktøren for Energy Universe Europe.
- De køber faktisk en el-bil, som dog har en væsentlig større rækkevidde, end vi hidtil har været vant til. Og så er fordelen jo, at når brinten bliver produceret af overskudsstrøm, så er den fuldstændig grøn, siger David Drachmann Sunne.
Man kan drikke af udstødningen
Når bilen er så miljøvenlig at køre i, så skyldes det blandt andet, at brintbilen ikke udleder det klimaskadelige CO2. Bilen smider nemlig kun vand ud af udstødningsrøret, som faktisk kan drikkes, hvis man skulle blive tørstig.
- Man kan faktisk godt stille en kop under udstødningsrøret. Vandet smager ikke særlig godt, da udstødningsrøret jo ikke er en vandhane, men man kan godt gøre det. Brinten kommer nemlig bare ind i motoren, driver bilen og udskiller vand til sidst, siger David Drachmann Sunne til DR P4 Sjælland.
Lige nu er det kun Hyundai, der har sendt brintbiler på gaden herhjemme. Men flere andre bilmærker, blandt andet Toyota og Honda, har allerede varslet, at de også snart sender brintbiler på gaden. Brintbilen koster i øvrigt fra cirka 500.000 kroner eksklusiv moms.