Bigadan omdanner insulin til biomasse i nyt kæmpe-projekt
Bigadan og Dong Energy vil udnytte restprodukterne fra Novo Nordisk og Novozymes. Målet er et fuldskala biogasanlæg nær Kalundborg.
- Projektet går i al sin enkelthed ud på at undersøge om gærings-rester og andre produkter fra Novo og Novozymes vil være velegnede til fremstillingen af biomasse. Vi skal over det næste år afdække gaspotentialet og den gødningsmæssige anvendelse af slutproduktet. Hvis det falder godt ud, vil vi bygge og drive et fuldskala-anlæg nær Kalundborg fortæller Karsten Buchhave fra Bigadan, der sammen med Dong Energy allerede har indledt første fase af kæmpe-projektet.
- Vi er startet op. Vi har lavet en del laboratorie-test, men nu skalerer vi op og bygger et forsøgsanlæg, fortæller han.
Resultatet af undersøgelserne af gaspotentialet vil i følge Karsten Buchhave foreligge i løbet af 2016.
- Jeg forventer at vi får et tilfredsstillende resultat og at vi herefter kan påbegynde opførelsen af fuldskalaanlægget, siger han.
Testanlægget er i størrelsen 20-30 kubikmeter i reaktorstørrelse, mens fuldskalanlægget vil kunne modtage samlet set 250.000 tons restprodukter fra Novo Nordisk og Novozymes fabrikker i Kalundborg og små 10.000 tons fra Fuglebakken i København.
Prismæssigt ligger det fremtidige fuldskalanlæg over de 100 millioner kroner.