23948sdkhjf

Thy-Mors Energi: 10 procent elbiler på Mors i 2020

En ny samarbejdsaftale mellem Morsø Kommune og Thy-Mors Energi skal sikre, at der i løbet af de næste fem år kommer flere elbiler på de lokale veje.
Med aftalen ønsker Morsø Kommune og Thy-Mors Energi at arbejde målrettet med konvertering til elbiler. Målsætningen er, at 10 % af alle personbiler på Mors er konverteret til elbiler i 2020. Samtidig skal der ved udgangen af 2018 være udviklet og gennemført en funktionel infrastruktur til elbiler, som kan være med til at gøre det attraktivt for lokale borgere at investere i elbiler.

Går selv forrest
Både Morsø Kommune og Thy-Mors Energi ønsker at forfølge muligheden for at omdanne deres flåde af biler til elbiler i takt med, at infrastrukturen til elbiler udvikles.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi selv går forrest, når vi ønsker at motivere lokale borgere til at investere i elbiler. Med et net af ladestandere i lokalområdet kan vi levere en tilfredsstillende mobilitetsservice for lokalområdets elbiler, og derfor er det naturligt for os, at vi bliver et foregangsbillede og selv påbegynder en konvertering til elbiler i det omfang, det er muligt, fortæller Jens Søgaard, adm. direktør i Thy-Mors Energi.

Baggrund for samarbejdet
På nuværende tidspunkt har Thy-Mors Energi allerede investeret i to elbiler, og ved domicilerne på Elsøvej i Nykøbing og på Løvevej i Thisted bliver der i løbet af de kommende uger opstillet ladestandere.

I tæt samarbejde med Morsø Kommune skal det vurderes, hvordan Mors i øvrigt skal dækkes ind med ladestandere for at gøre elbiler attraktive for både lokale borgere og for Morsø Kommune, som et led i deres ønske om at konvertere kommunale biler til elbiler. Det vurderes endvidere jævnligt ved bilkøb, om en elbil med fordel kan løse opgaven.

- Morsø kommune har siden 2012 haft en elbil, der benyttes flittigt af medarbejdere ved kommunen. At vi så nu har mulighed for at etablere en stærkere infrastruktur for elbiler i kommunen, ser vi som en naturlig fortsættelse af vores klimaplan. Og at det så er med lokalt samarbejde, gør det blot endnu bedre, fortæller Hans Ejner Bertelsen Borgmester i Morsø Kommune.

Morsø Kommune og Thy-Mors Energi vil undervejs lave et pilotprojekt for at indsamle erfaringer i brugen af elbiler til person- og varetransport.

- Som lokalt elselskab vil vi meget gerne understøtte en udvikling i vores område, der peger i retning af en konvertering fra fossile brændstoffer til el. På den måde kan vi også være med til at gøre en lokal forskel, afslutter Jens Søgaard.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105