23948sdkhjf

Energilagring er vigtigt, men det skal være rentabelt

Bred enighed blandt energibranchens aktører om at Danmark er international showcase for teknologier til energilagring. Men prisen afskrækker...
Akademiet for de Tekniske Videnskaber holdt temamøde med omdrejningspunkt om effektiv energilagrings enorme betydning, hvis Danmarks målsætning om at dansk energiforsyning skal være omstillet til vedvarende energi i 2050 skal nås.

Der var bred enighed hos både start-up’s i energibranchen og fra erfarne aktører som Dong Energy, Energinet.dk, Maersk Drilling, Innovationsfonden, Energistyrelsen og DTU Energi om, at teknologiudviklingen er nået meget langt, og at Danmark på mange områder er international showcase indenfor teknologier til energilagring.

Udfordringen er, at de høje omkostninger bag teknologierne samt manglede politisk støtte i form af grønne afgifter eller lignende, gør det svært og indimellem umuligt at få afprøvet mange af de lovende teknologier på markedet. Især manglende praktiske erfaringer holder mange fra at investere i teknologierne.

Prisen afskrækker
Oplægsholder og paneldeltager Majbrit Høyer, head of grid strategy, Dong Energy Distribution, fortalte således, at Dong Energy ikke p.t. ser energilagring som et økonomisk tiltrækkende alternativ.

- Vi ser et stort behov for energilagring, og vi tror også på, at effektiv energilagring på et tidspunkt vil kunne hjælpe os meget under især spidsbelastninger, sagde Dong-direktøren.

- Men lige nu betragter vi ikke vedvarende energistrukturer som økonomiske rentable. Omkostningerne skal ned, så energiteknologierne bliver billigere end alternativerne, som er nye kabler og smart styring af nettet. Vi har også brug for både mere lovgivning på området og praktiske erfaringer, der viser, at det virker.

Enslydende meldinger lød fra andre deltagere fra dansk erhvervsliv.

Mange virksomheder fortalte, at industrien står på spring til at bruge energilagringsteknologierne, så snart prisen er konkurrencedygtig. Frederik Smidth, CTO og vicepræsident for Maersk Drilling, var en af dem.

- Der er mange brugbare teknologier derude, som har potentiale til at spare os brændstof, gøre boringerne hurtigere, spare os penge på vedligehold og generelt reducere prisen, men vi er ikke sikre på, at vi kan tjene penge på dem, sagde Frederik Smidth og tilføjede så efter en kort pause: - Ikke endnu.

Der var så uenighed om, hvorvidt det var markedskræfterne eller regulering fra myndighedernes side, der var vejen frem, hvis energilagring skal gøres rentable. Morten Bæk fra Energistyrelsen mente, at der var brug for begge dele. Til gengæld blev alle meget opmuntret over de store fremskridt, der sker på området.

Smart og billigere
Tre professorer fra DTU Energi var blandt oplægsholderne, og de fortalte om DTU’s verdensklasseforskning i alt fra utroligt effektive batterier til fremskridt indenfor Power to Gas. Professor Tejs Vegge, DTU Energi, fortalte om de meget lovende fremskridt indenfor forskning i batterier til transportbranchen, både til biler, til lastbiler og skibe. Han gav også indblik i organiske redox-flow-batterier, der lagrer kemisk energi ved hjælp af eksterne elektrolytlagre.

- De er miljøvenlige og meget kosteffektive, men stabiliteten og effektiviteten skal stadig forbedres.

Her løber forskerne så atter ind i, at markedet og erhvervslivet er ret forsigtige og ofte kun tager godt imod gennemtestede og billige energiteknologier, og det tager sin tid. Til gengæld går det hurtigt, når markedet får øjnene op for en teknologi. Det tog for eksempel ti år for litium ion-batterierne at slå igennem, men nu har især bilbranchen taget Li Ion batterierne til sig, og de er nu langt mere effektive og ti gange billigere end i 2005.

Så langt kunne professor Peter Vang Hendriksen, DTU Energi, ikke prale med, at Power to Gas-forskningen er nået, men potentialet er ligeså stort.

- Vi har store mængder overskudselektricitet til rådighed i systemet, som med fordel kan omdannes til grønt brændstof. Dermed er det nemt at lagre energien, og lave det om til elektricitet igen efter behov, men det er endnu smartere at bruge det i transportbranchen, som ville kunne køre på CO2-neutralt brændstof.

Uafhængigt forum efterlyses
Disse og andre meget lovende teknologier fik efterfølgende Anders Bavnhøj Hansen fra Energinet.dk til at efterlyse et ”kuvøsemarked”, som kunne modne de forskellige nye teknologier og få dem ind på markedet.

Forslaget nød stor opbakning. Et andet og lige så udbredt ønske fra ATV-deltagere fra såvel erhvervsliv som forskningsverdenen var etablering af et uafhængigt og neutralt forum, hvor problemerne bag energilagringsteknologierne kan diskuteres og løses i fællesskab.

Moderator ved mødet, DTU Energi-direktør Søren Linderoth, var glad for den store og brede deltagelse fra virksomheder, forskningsverdenen og myndigheder ved ATV’s temamøde.

- Det viser, at der er en meget stor interesse for energilagring, sagde Søren Linderoth. Han blev støttet i sin optimisme på energilagringsteknologiernes vegne af professor Allan Schrøder Petersen, DTU Energi, der også konstaterede en bred forståelse af det stigende behov for energilagring i mange forskellige former.

Kilde: Kasper Haagen Skovse, DTU Energi

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103