23948sdkhjf

Forsinket olieplatform koster Dong milliarder

Ude i Nordsøen rager stålfundamentet allerede op over bølgerne. Rørledningerne ligger klar på bunden af havet. Og inde på fastlandet er olieterminalen i Fredericia parat til at tage imod. Men der flyder ingen olie og gas fra Dong’s nye felt, Hejre.
Oliefeltet Hejre skulle ellers have indledt en ny æra i dansk olieproduktion. Foreløbig er produktionen nu udskudt til 2017, skriver Politiken torsdag.

Selv med den nuværende lave oliepris vil Dong næste år gå glip af 4,3 milliarder kroner i indtægter fra oliesalget, fordi selskabet må vente til 2017 med at udvinde de 1,8 millioner kubikmeter olie årligt.

I alt vil produktionen fra Hejrefeltet udgøre 20 procent af den samlede produktion i den danske del af Nordsøen, og feltet er afgørende for, at Danmark i de kommende år kan være nettoeksportør af olie og gas, viser tal fra Energistyrelsen.

Forsinkelsen gør ekstra ondt på statskassen, fordi den i forvejen mister store indtægter på grund af de lave oliepriser og generel lavere olieproduktion, skriver Politiken. Derfor følges forsinkelsen tæt af Energistyrelsen, Finansministeriet og nationaløkonomer.

- Den forventede produktion fra Hejrefeltet har en størrelse, der gør, at forsinkelsen kan aflæses i nationalregnskabet«, siger chefanalytiker Frederik I. Pedersen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til Politiken. Han fremhæver, at alene bnp vil blive 2-3 milliarder kroner mindre.

Hejrefeltet koster over 10 milliarder kroner at opføre og er den hidtil største og teknisk mest vanskelige investering i den danske del af Nordsøen. Forsinkelsen skyldes dog ikke umiddelbart de meget komplicerede og rekorddybe boringer 5-6 kilometer ned i undergrunden, men blandt andet forsinkelser i byggeriet af feltets platform på et værft i Sydkorea, skriver Politiken.

I Dong oplyser informationschef Martin Barlebo, at Dong ikke kan kommentere sagen nu, fordi selskabet er underlagt de børsetiske regler og afleverer kvartalsregnskab torsdag.
Under alle omstændigheder har Hejrefeltet udviklet sig til at blive en skarp sten i skoen for Dong’s olie- og gasforretning og dermed også for det politiske flertal i Folketinget, der for godt en måned siden besluttede, at selskabet skal børsnoteres inden maj 2017.

- Hvis der er for mange forsinkelser, skaber det en skepsis, i forhold til hvad de betyder for projektets værdi, siger Dong-analytiker Jens Thomsen fra Jyske Bank. Jacob Poulsen fra Sydbank kalder Hejrefeltet "et af skeletterne i Dong’s skabe".

Hverken energiminister Lars Christian Lilleholt eller finansminister Claus Hjort Frederiksen vil kommentere sagen over for Politiken.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113