23948sdkhjf

Stor opbakning til kæmpe-fusion

Med 90 procent af stemmerne for, viste repræsentantskabet i energiselskabet SE at der bakkes op om bestyrelsens indstilling om fusion.
Det var med et overvældende flertal, at repræsentantskabet i SE torsdag aften i Vojens Hallerne sagde ”ja tak” til fusionen af Se og Nyfors.

Tilbage i oktober afholdt Nyfors deres første repræsentantskabsmøde, hvor næsten 80 % bakkede op om fusionen. Den opbakning skal de nu bekræfte på deres andet og sidste ekstraordinære repræsentantskabsmøde den 21. december.

- Jeg er utrolig glad for og stolt over den store opbakning til fusionen, som SE’s repræsentantskab her til aften har givet udtryk for. I SE har vi en stærk kultur med mange, sunde drøftelser om stort og småt, men når de store linjer endelig skal tegnes, står vi sammen og løfter i flok, udtaler Jens Bahne Jørgensen, bestyrelsesformand for Syd Energi a.m.b.a.

Forud for det ekstraordinære repræsentantskabsmøde har der været afholdt 11 decentrale møder, hvor repræsentantskabet i mindre forsamlinger har haft mulighed for at spørge bestyrelse og direktion om fusionens mange detaljer.

Spændende perspektiver for alle parter
Nyfors har i dag ca. 45.000 andelshavere og SE har ca. 275.000 andelshavere. En fusion vil skabe et andelsselskab med 320.000 andelshavere. Det skal skabe grobund for mere bæredygtig energi og digital kommunikation.

- Vi ser utrolig store muligheder i en fusion mellem Nyfors og SE. Vi står over for et nyt el-marked med helt nye spilleregler, en ny regulering af de danske el-netselskaber og ikke mindst et tv- og bredbåndsmarked i hastig forandring. Ændringerne vil komme til at skabe meget større kompleksitet i vores selskaber, men de rummer også store strategiske muligheder. For os at se er det klare svar, for at imødekomme denne udvikling, at styrke vores effektivitet og konkurrencekraft gennem stordrift og skala, samt at øge vores evne til at kunne investere i den strategiske udvikling, udtaler Jens Bahne Jørgensen.

Også hos Nyfors var glæden stor
Nyheden om den store opbakning til fusionen i SE’s repræsentantskab blev modtaget med stor glæde af Henning Krabbe, der er bestyrelsesformand i Nyfors a.m.b.a.

- Jeg er rigtig glad for den store opbakning til fusionen i det syddanske, og jeg ser frem til, at vi forhåbentlig kan slå to streger under vores egen godkendelse fra oktober måned, når vi afholder vores anden behandling af forslaget på årets sidste repræsentantskabsmøde lige inden jul, siger Henning Krabbe, bestyrelsesformand i Nyfors a.m.b.a.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085