23948sdkhjf

Grøn energiomstilling med gevinster og sidegevinster

COP-21-mødet i Paris gav med Paris-aftalen nyt håb om at vi kan holde temperaturstigningerne nede på tålelige niveau'er. Og i Danmark er der al mulig grund til at fortsætte omstillingen.
Selvom den nuværende regering viser alt andet end handlekraft og visionær tænkning i den retning.

At det kan lade sig gøre at få gennemført en energiomstilling, hvor ikke kun klimaet høster gevinsten, men hvor også økonomi og beskæftigelse tilgodeses, det viser vore analyser i miljøorganisationen VedvarendeEnergis. Og vi står ikke alene. For nylig er Ingeniørforeningen IDA med "IDAs Energivsion 2050" kommet til et lignende resultat.

Vi har i VedvarendeEnergi opstillet et scenarie for en hurtig omstilling til vedvarende energi frem til 2030. Den økonomiske analyse viser, at det i 2030 kan blive omkring 9 milliarder kr. billigere for Danmark at omstille til vedvarende energi frem for at vente til 2050. I omstillingsperioden vil indsatsen give op mod 30.000 arbejdspladser.

Hvordan får vi så en omstilling med fordele og god økonomi?

Der skal investeres yderligere i vindenergi og anden vedvarende energi. Men det er ikke ligegyldigt, hvad der investeres i. F.eks. vil havmøller som havmølleparken ved Anholt gøre omstillingen dyr. Til gengæld vil landmøller gøre omstillingen billig. Derfor skal landmøller gentænkes: Vi skal have flere lokale involveret i mølleprojekterne, og de økonomiske fordele skal komme møllernes lokalområder til gode. Vi har allerede eksempler på lokalejede landvindmøller, der både kan levere billig el og give et løft til lokalsamfundet.

Vi skal heller ikke bare fortsætte med at sælge vindstrømmen billigt til Norge. Med store varmepumper og varmelagre kan fjernvarme lagre energi fra vindmøller. Skal det være rentabelt at investere i store varmepumper og smarte elløsninger, må energiafgifterne gentænkes. Vi foreslår en dynamisk elafgift, hvor afgiften bliver lav, eller nul, ved meget vind og sol, og højere når der kun er lidt sol og vind.

For transporten foreslår vi en firleddet strategi: undgå unødvendig, påtvunget transport; omstil til mere kollektiv transport + cykling; gør transporten mere effektiv, og omstil til el og brint.

Sidst men ikke mindst skal der satses på energibesparelser, der kan betale sig. Og der er store potentialer i både boliger og erhverv. Begge steder kan spares op mod 1/3 med god økonomi. Det kan realiseres med de rigtige politikker, bl.a. med særlige lånemuligheder til udkantsområder og omstillingsaftaler for erhvervslivet.

Når regeringen om kort tid nedsætter sin energikommission, må den ikke misse chancen for at få undersøgt en hurtig og billig omstilling til vedvarende energi. Det kan nås i god tid inden 2018, hvor landene ifølge aftalerne fra Paris skal øge klimaambitionerne.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094