23948sdkhjf

Biogassen rykker ind på mejeriet

Tre gasmotorer skal fremover producere el og varme på Arla Foods' mejerier i Videbæk og Nr. Vium. Motorerne drives af biogas fra Bigadan.
Arla Foods er i øjeblikket ved at installere to biogasmotorer på mejeriet Arinco i Videbæk og til sommer går man i gang med installeringen af endnu én på mejeriet i Nr. Vium.

Alle tre motorer skal køre på biogas fra Bigadan i Herning, og dermed fortrænge den naturgas, der i dag bruges til både elproduktion og varmeproduktion på de to mejerier.

- I Nr. Vium vil biogassen fortrænge 50 procent af naturgassen, men det er ikke et tal, vi kan komme op på hos Arinco. Der kommer biogassen kun til at dække en lille del af forbruget, fortæller Poul Erik Madsen, energikoordinator hos Arla Foods og tilføjer:

- Projekterne er ikke sat til verden for at vi ikke længere skal bruge naturgas, men det er et skridt på vejen mod Arlas klimamål om at køre på 50 procent vedvarende energi i 2020.

To på Arinco
I øjeblikket arbejder Arla Foods på at installere to Jenbacher-gasmotorer på 3 MW stykket på Arinco i Videbæk – siden hen kommer turen til Nr. Vium.

- I øjeblikket er vi ved at bygge anlægget op hos Arinco, motorerne kommer i februar og så regner vi med at hele anlægget er i drift omkring uge 18-20, fortæller Poul Erik Madsen.

Det betyder at Arinco bliver det første af Arlas tre mejerier i området, der får installeret gasmotorerne. På mejeriet i Nr. Vium forventer Poul Erik Madsen at have motoren installeret inden sommer og lave indkøring i august.

Ene-aftager
Som nævnt skal biogasmotorerne kører på biogas fra Bigadan i Herning.

- Der er etableret en pipeline fra Studsgård i Herning, altså Bigadan, og den går over Nr. Vium og skal videre til Arinco i Videbæk. På sigt bliver vi nok ene-aftagere af biogassen fra Bigadan, da vi regner med at skulle bruge 20 mio. kubikmeter metan, siger Poul Erik Madsen.

Det sidste mejeri eller den sidste fabrik, der gerne skulle køre på biogas, er Danmarks Protein, der også har til huse i Nr. Vium. Et projekt, der først realiseres, når Videbæk Biogas A/S er en realitet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11