23948sdkhjf

Bygningsstyrelsen nomineret til Energi- og miljøprisen 2016

Hvert år uddeler Energiforum Danmark Energi- og Miljøprisen og hvert år er der tre nominerede virksomheder til prisen. Den første nominerede til prisen i 2016 er: Bygningssstyrelsen.
På Energiforum 2015 løb Coloplast med prisen for deres energi- og klimaindsat, hvor det i produktionen lykkedes Coloplast at reducere CO2-udledning pr. produceret enhed med 26 %. I år er der tre nye kandidater til prisen, og den første kandidat er Bygningsstyrelsen.

Bygningsstyrelsen er nomineret til prisen for udviklingen af en såkaldt performancetest, der sætter fokus på kvaliteten af byggeleverancen. Med performancetesten har Bygningsstyrelsen udviklet et koncept, som markant øger sandsynligheden for at få de bygnings- og driftskvaliteter, man havde planlagt. Testen sikrer driftsherre en god driftsstart og sætter fokus på, at det bygningsrelaterede energiforbrug skal svare til det projekterede forbrug.

Energi- og miljøprisen uddeles hvert år til en person, virksomhed eller organisation, der har gjort en inspirerende indsats for ansvarlig energianvendelse.

Prisen uddeles i år på Energiforum 2016, der finder sted d. 8.-9. marts.

I den kommende tid vil de tre nominerede til årets pris blive præsenteret, og dommerkomiteen vil i starten af februar afgøre, hvilken af de tre nominerede, der vinder prisen.
Nødvendigheden af performancetesten
I Danmark er det ofte et problem, at byggerier forsinkes undervejs og derfor afleveres uden installationsarbejdet er færdiggjort eller gennemtestet. Det medfører en række problemer, der blandt andet går ud over indeklimaet i byggerierne, som forringer funktionaliteten af bygningerne og som skaber større energispild.

Bygningsstyrelsen har derfor, via et tæt samarbejde med rådgivere og entreprenører, udviklet det de kalder performancetesten. Performancetesten skal sikre, at byggerier afleveres med funktionsdygtige installationer, så store økonomiske tab undgås, og at energiforbruget svarer til det projekterede forbrug.

- Vi kunne se, at performance-testen kunne løse en svær problemstilling, der både handler om processer og kompetencer, og som gælder både, når vi arbejder med nybyg og renovering. Det er meget store millionbeløb, som performancetesten sparer driftsherrerne og vores kunder for, siger projektdirektør i Bygningsstyrelsen, Jan Q. Rasmussen.

Performancetesten
Bygningsstyrelsen ønsker at løse problemerne ved allerede i udbuddet, at stille krav om en afsluttende performancetest før aflevering af byggeriet. Testen går i alt sin enkelthed ud på, at installationen afprøves samt at følgende fem spørgsmål besvares inden aflevering af et byggeprojekt.

- Virker installationen?
- Er virkningsgrader opfyldt?
- Er det korrekt indreguleret?
- Kan vi betjene det?
- Hvad gør vi, hvis der svares nej til ovenstående?

Performancetesten, der består af allerede eksisterende krav, behøver ikke at koste ekstra tid eller penge, men den kræver dog at både konstruktionsfagene og installationsfagene bliver tænkt ligeværdigt i planlægningen og organiseringen af bygningsprojekterne. Dette betyder, at der skal laves tidsplaner, som sikrer at installationerne kan indreguleres og testes inden aflevering. Her vil det være godkendte test, der afgør, om installationen virker, som det skal. Derudover skal det i entrepriseudbuddet være beskrevet præcist, hvilke metoder, acceptkriterier og vilkår, der indgår i testene inden aflevering, samt hvilke økonomiske og juridiske sanktioner, som er gældende i tilfældet af, at installationerne ikke består acceptkriterierne.

Det er vigtigt at understrege, at performance testen ikke kan stå alene, i forhold til at sikre kvaliteten af byggeriet, men testen sikrer at de tekniske aspekter ved byggeriet bliver kvalitetstjekket inden aflevering.

Performancetesten bidrager ydermere til en struktur, hvor honoraret for den pågældende opgave først bliver udbetalt, når alle installationer i bygningen er testet og godkendt. Dermed sikres færre fejl og mindre energispild, fordi installationerne fungerer, som de skal, inden de bliver taget i brug.

Stor effekt
For næstformand i Energiforum Danmark, Niels Boel er der ingen tvivl om, at testen kan blive et vigtigt redskab til at sikre kvaliteten i fremtidens byggeri og renovering:

- Bygningsstyrelsen har med stor systematik taget fat på et væsentligt problem. De fem spørgsmål virker banale, men effekten ved at stille dem er stor. Fokus på de tekniske installationer tidligt i projektfasen har en stor værdi for det endelige resultat og ikke mindst det endelige energiforbrug. Samtidig kan vi se, at flere andre offentlige og private bygherrer har taget performancetesten til sig, og er begyndt at stille krav om, at denne også anvendes på deres projekter. Dermed løfter Bygningsstyrelsens initiativ den generelle kvalitet – ikke kun på egne byggerier, men også for resten af branchen, udtaler næstformanden.

På baggrund af ovenstående nomineres Bygningsstyrelsen og performancetesten til Energi- og miljøprisen 2016.

Prisen overrækkes af Lene Espersen på Energiforum 2016 d. 8. marts om eftermiddagen, og med prisen følger et kunstværk og et diplom.

Følg med de kommende dage, hvor de to sidste nominerede vil blive præsenteret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078