23948sdkhjf

Østergaard Entreprise sælger fra og tuner ind på fjernvarme

Omsætningen vokser og bundlinjen går i plus. Efter frasalg går Østergaard Entreprise målrettet efter fjernvarmeopgaverne - både dem inden i og uden for fjernvarmeværkerne.
Østergaard Entreprise A/S i Esbjerg vil fremover specialisere sig yderligere og fokusere på fjernvarme- og smedearbejde. Derfor er entreprenørafdelingen solgt fra, og virksomheden har den seneste tid styrket sig med fagspecialister og en ny partner.

- Det går rigtigt godt, og vores omsætning er fordoblet i 2015 med et godt, positivt resultat. Vi er på vækstsporet igen efter en lidt svær tid, hvor vi havde bredt os for meget på nogle områder, hvor vi ikke er på hjemmebane – for eksempel indenfor jordarbejde, fortæller direktør Jimmy Østergaard hos Østergaard Entreprise og uddyber:

- Vi har altid været en fjernvarmebutik, vi er fjernvarmefolk og vores spidskompetencer ligger inden for rør. Jorddelen har været en støttefunktion. Nu vil vi vækste inden for rørdelen.

Syvcifret overskud
Når Jimmy Østergaard snakker om en fordobling af omsætningen og et godt positivt resultat - Så bliver det ved det. Helt nøjagtige tal vil han ikke ud med, men han oplyser dog til Energy Supply, at der er sorte tal på bundlinjen i 2015.

- Det bliver et syv-cifret millionbeløb på plussiden, fortæller han, mens tallene for omsætningen holdes tæt til kroppen lidt endnu.

- Men vi har dog endnu ikke rundet de 100 mio. kr., oplyser han.

Østergaard Entreprise landede i 2014 et bruttoresultat på 5.221.895 kr., mens driftresultatet endte i minus 3.425.033 kr.

Ny partner/Ny afdeling
Samtidig med frasalget af entreprenørafdelingen er afdelingsdirektør Knud Erik Madsen nu trådt ind som partner i Østergaard Entreprise.

- Vores tanke er, at vi fremover vil styrke os yderligere på fjernvarmeområdet og arbejde over hele Danmark. Vi vil etablere nyt afdelingskontor på Sjælland, hvor vi allerede har udført fem entrepriser i Københavnsområdet og p.t. har afgivet flere interessante tilbud, oplyser Knud Erik Madsen, der kommer fra stillinger hos Trefor og Tjæreborg Industri.

Hvor på Sjælland den nye Østergaard Entreprise-afdeling kommer til at ligge har Jimmy Østergaard og Knud Erik Madsen endnu ikke besluttet sig for. Jimmy Østergaard understreger dog, at etableringen af kontor øst for Storebælt ikke betyder, at blikket kun er vendt i den retning.

- Vi vil gerne hele Danmark, men vi har allerede kontor på Fyn, så vi er jo nærmest halvejs derovre, siger han.

Inden for i varmen
Udover den nye partner Knud Erik Madsen har Østergaard Entreprise desuden ansat autoriseret VVS-installatør Søren Zeberg som projektleder, så man også kan tilbyde installationer indvendigt på fjernvarmecentralerne.

- Her ligger også et godt potentiale med indvendigt arbejde på fjernvarmecentraler og lignende, som ikke er afhængigt af vejr og vinter, påpeger Jimmy Østergaard om den nye vækststrategi.

Østergaard Entreprise arbejder for tiden med en af Danmarks største fjernvarmeordrer på en kontrakt i Odense; en ordre, der ligger i jorden, og det er da også her, Østergaard Entreprise skal hente mest.

- Vi vil gerne det andet, men vi arbejder fortrinsvist i jorden, siger Jimmy Østergaard, hvilket stemmer meget godt overens med målet om at vækste på rørdelen.

Frasalg
Det er Freiberg Gruppen A/S med hovedsæde i Tønder, der har overtaget Østergaard Entreprises entreprenørafdeling, inklusive ti ansatte og materiel.

- Det er ikke uden vemod – også i forhold til kunderne - at vi sælger entreprenørafdelingen. Men vi vil gerne fokusere og styrke os på de andre områder, og entreprenørkunderne er i gode hænder, siger Jimmy Østergaard.

Freiberg Gruppen overtager ikke bare materiel og mandskab, men bliver også på samme adresse hos Østergaard Entreprise i Tarp, hvor man lejer sig ind på kontorer og lagerplads.

- Vi har fået en rigtig god løsning for alle parter, hvor kunderne fremover vil møde de samme dygtige fagfolk, som de kender, og vi glæder os til at udvide vores aktiviteter i Esbjerg-området, siger Hans Christian Freiberg fra Freiberg Gruppen.

Det er ikke lykkedes Energy Supply at få oplyst det beløb Freiberg Gruppen har givet for Østergaard Entreprises entreprenørafdeling.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094