23948sdkhjf

Investerings-boom i forlystelsesparker efter afgiftslettelse

Ny vækstplan letter el-afgiften for forlystelsesparker. Alene Faarup Sommerland sparer en mio. kr. om året. "Det en stor dag for os", siger brancheforeningens formand. Han forudser øgede investeringer i branchen, der omsætter for 2,5 mia. kr. årligt og beskæftiger 5.000 ansatte.
Danske forlystelsesparker, som Legoland, Tivoli, Faarup Sommerland og Sommerland Sjælland, får nye muligheder for at investere efter det blå flertal i en ny vækstplan har besluttet at lempe forlystelsesparkernes elafgift med 88 øre pr. kWh.

Dermed sidestilles forlystelsesparkerne med andre momsregistrerede virksomheder, der kan få godtgjort en del af el- afgiften, hvis deres forretning omfatter industrielle el-krævende processer. Netop i forlystelsesparker bruges der megen strøm til drift af de forskellige attraktioner.

Hidtil har forlystelsesparker elafgiftsmæssigt været sidestillet med serviceerhverv som revisorer og advokater.

”Det er en rigtig god dag for os”, siger Søren Kragelund, adm. direktør i Faarup Sommerland og formand for Foreningen af Forlystelsesparker, til Ledelse IDAG.

”Alene for Faarup Sommerland betyder lettelsen en besparelse på en mio. kr. om året. Det giver os nye muligheder for at investere i attraktive forlystelser og trække flere turister til landet”, tilføjer han.

Faarup Sommerland omsætter for ca. 100 mio. kr. om året – i fjor var overskuddet tæt på ti mio. kr.

Forlystelsesparkerne i Danmark omsætter årligt for 2,5 mia. kr. og beskæftiger 5.000 ansatte eller ca. 2.500 ansatte omregnet til helårsbasis. De har godt 11 mio. besøgende.

Søren Kragelund fortæller, at forlystelsesbranchen har kæmpet for at blive sidestillet afgiftsmæssigt med andre store el-forbrugende virksomheder i over 20 år.

Den reducerede elafgift for forlystelsesparker træder i kraft 1. januar 2017. Regeringen budgetterer med, at lempelsen reducerer provenuet i statskassen med godt 30 mio. kr. om året.

Blå blok har i vækstplanen lagt vægt på, at forlystelsesparkerne er spredt over hele landet, og at de udgør en væsentlig del af den danske turistindustri.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109