Arcon-Sunmark udvider solfangerfelt i Helsinge
Helsinge Fjernvarmes solvarmeanlæg er blevet udvidet for anden gang, så man nu råder over et solfangerareal på i alt 22.894 m2.
I 2012 indviede fjernvarmeselskabet 4.763 kvadratmeter solfangere og i 2015 stødte 14.855 kvadratmeter til. Seneste udvidelse af solfangerarealet på 3.276 kvadratmeter er netop klar til at blive taget i brug.
- Solvarme har helt fra begyndelsen været en god investering for Helsinge Fjernvarme og vores brugere. Vi har sænket priserne med tilbagevirkende kraft, og ind til nu har anlægget produceret mere varme, end vi har budgetteret med, siger Leif Jacobsen, driftsleder i Helsinge Fjernvarme.
Ifølge Solvarmedata.dk har solvarmeanlægget det seneste år produceret mere end 9.300 MWh, hvilket svarer til det årlige varmebehov for cirka 515 parcelhuse.
Total-leverandør
Det er nordjyske Arcon-Sunmark, der har leveret solfangere til hele anlægget. De har også stået for installationen af den seneste udvidelse. Hos Arcon-Sunmark ser man Helsinge Fjernvarme som et skoleeksempel på de økonomiske fordele, som værker med solvarmeanlæg opnår.
- Solvarmeanlæg i storskala er en god forretning for de fjernvarmeværker, som får dem installeret. Mange har den fordom, at vedvarende energi per definition giver højere omkostninger end konventionel energi. Det er ikke korrekt, når det gælder solvarmeanlæg i storskala. Det er både rigtig godt for miljøet og giver billigere varme i radiatoren, siger Søren Elisiussen, adm. direktør i Arcon-Sunmark.
Solfangeranlægget har et samlet areal på 22.894 kvadratmeter og står for godt 25 procent af det årlige varmeforbrug i Helsinge Fjernvarme, der har 1600 forbrugere.