23948sdkhjf

Nu starter byggeriet af Danmarks største kloakpumpestation

Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, har netop indgået kontrakt på 105 millioner kroner med MT Højgaard, der har fået bygge- og anlægsentreprisen for Danmarks største pumpestation.
- Det er en milepæl vi passerer, nu hvor bygge- og anlægsentreprisen er faldet på plads. De næste par år vil byggeriet af hovedstadens store nye hovedpumpestation for alvor tage fart og form. Og om godt et par år forventer vi, at den er klar til at tage i mod spildevand fra store dele af København, Amager og Frederiksberg, siger Niels Eriksen, projektleder i Hofor.

Pumpestationen, der ligger på Amager, vil i 2018 tage imod en stor del af hovedstadens spildevand. Pumpestation ejes af Hofor og Frederiksberg Forsyning.

11 meter under terræn
Forberedelserne til den nye pumpestation startede allerede i efteråret 2015. Züblin A/S udfører således frem til udgangen af april 2016 grundvandssænkning og byggegrube. I de næste år vokser pumpestationen så frem. Fra betonkonstruktioner startende 11 meter under terræn til toppen af tryktårnene, der skyder op 24 meter over terræn.

Når pumpestationen står færdig i 2018 påbegyndes omkoblingen af det københavnske spildevand fra den nuværende pumpestation til den nye. Dette arbejde udgør en betydelig del af projektet, idet omkoblingen sker 6,5 meter under jorden og med kloakrør, som har en diameter på op til to meter.

I tillæg til bygge- anlægsentreprisen vil der blive udført installationsentrepriser for højspænding, lavspænding, smede- og rørarbejder samt diverse leverancer.

32.500 kubikmeter/t
Med en samlet kapacitet på 32.500 kubikmeter i timen bliver det Danmarks største kloakpumpestation. Fra pumpestationen sendes spildevandet videre til rensning på rensningsanlægget Lynetten. Ca. 2/3 af det samlede tilløb af spildevand til Lynetten kommer fra denne pumpestation.

Når den nye pumpestation er klar til drift sendes den gamle fra 1901 på pension. Med den nye pumpestation får hovedstaden en mere sikker og mere grøn pumpestation, som er designet til klimaforandringerne med flere store skybrud og stormflod. Grønne tage, regnvandsbede, effektive pumper mv. giver samtidig pumpestationen et tiltrængt miljøløft.

Den nye pumpestation, herunder byggepladsen, er placeret på samme areal som den gamle: nemlig på Kløvermarksvej på Amager. Arealet udgør omdrejningspunktet for driften af det københavnske kloaknet.

Fakta om Kløvermarken Ny Pumpestation :
Cirka 35 milliarder liter spildevand fra 350.000 borgere vil årligt løbe gennem pumpestationen.

Pumpestationen kan klare 8.500 liter i sekundet og dermed også håndtere perioder med kraftig regn.

Pumpestationen og det omliggende anlæg er designet af ingeniørfirmaet Krüger A/S og arkitektfirmaet CF Møller. Projektledelse og byggeledelse udføres af Hofor A/S.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093