23948sdkhjf

Visionsløst afgiftssystem bør ændres

Eksperter er enige om, at store varmepumper er vejen frem, hvis Danmark skal kunne anvende de store mængder vindmøllestrøm, der sendes udenlands til lavpris. Men det økonomiske incitament til at foretage investeringen mangler.
Fra 2019 vil en standardforbruger i fjernvarmeområder med naturgasfyret kraftvarme modtage en ekstraregning på i omegnen af 5.000 kr./år, fordi det såkaldte produktionsuafhængige tilskud forsvinder. For at forhindre ekstraregningen til forbrugerne, opfører alle de naturgasfyrede kraftvarmeværker, som kan komme af sted med det, derfor nye biomassefyrede kedler.

Ifølge Energistyrelsens egen fjernvarmeanalyse og flere andre ekspertkilder er det ikke den bedste samfundsøkonomiske løsning. Det ville nemlig være langt mere energieffektivt at etablere store varmepumper, da vi i Danmark bruger langt mere varme end strøm. Men elafgifterne gør det pt. urentabelt for landets fjernvarmeværker at installere varmepumperne.

Når dette forhold ikke for længst er blevet ændret, skyldes det ikke manglende politisk vilje, da Folketingets Energipolitiske Udvalg og skiftende energiministre, inkl. den nuværende, siden 2008 har været enige om, at varmepumper skal ind i fjernvarmeforsyningen, så vi kan få brugt meget mere af vores vindmøllestrøm selv i stedet for at eksportere den billigt.

Hvad er årsagen så? Er det ikke muligt at ændre forholdene? Jo, det er det. Elafgiften på varmepumper kan nedsættes, el til varmepumper kan PSO-fritages og/eller man kan lade etablering af varmepumper til fjernvarmeforsyning tælle som en energibesparelse, der kan sælges, ligesom det allerede er tilfældet for varmepumper til individuelle boliger.

Mangler der teknisk viden og erfaring? Svaret er nej. Varmepumper har været anvendt til fjernvarmeforsyning i bl.a. Sverige og Norge i over 20 år, og køleindustrien i Danmark er leveringsdygtig i varmepumper til fjernvarmeforsyning, hvad enten varmekilden er overskudsvarme fra industrier, grundvand, renset spildevand, åvand eller søvand og snart også havvand.

For nylig kunne P4 Nordjylland fortælle, at en p.hd.-studerende fra Aalborg Universitet var nået frem til, at der er op mod en milliard kroner at hente for staten ved at sende den overskydende vindmøllestrøm ind i fjernvarmesystemet i stedet for at eksportere den. Det kræver blot den nævnte nedbringelse af elafgiften, så vind sidestilles med biomasse.

Så det er uforståeligt, hvorfor rammebetingelserne ikke allerede er blevet ændret, så fjernvarme fra varmepumper kan konkurrere med biomasse. Det vil skabe det nødvendige incitament for fjernvarmeværkerne til at investere samfundsøkonomisk korrekt og samtidig løse deres 2019-problem. At fortsætte den nuværende kurs er både visionsløst og uholdbart.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078