23948sdkhjf

Farsø Fjernvarme opfører solvarmeanlæg

To akkumuleringstanke og 15.200 kvadratmeter solpaneler skyder op i Farsø.
Det bliver Industrivarme A/S, der med byggestart midt i maj, påbegynder etableringen af et 15.200 kvadratmeter stort solvarmeanlæg ved Farsø Varmeværks satellitcentral på Fredbjergvej 43 i Farsø.

Projektet omfatter opførelsen af to akkumuleringstanke på hver 1.250 kubikmeter, 1.200 solfangerpaneler fra Arcon Sunmark, og så åbner det op for en mulig opførelse af et mindre solcelleanlæg.

Solvarmeanlægget kan producere 7.500 MWh om året og skal supplere værkets tre eksisterende fliskedler.

Godkendelser i hobetal
Processen med at få alt klar til byggestart er forløbet gnidningsløst, fortæller formand for værket Søren Kjær, men det betyder ikke, at det har været en simpel opgave.

- Det er en omfattende opgave at få alle godkendelser i hus, siger Søren Kjær og peger på den lange liste af godkendelser, der skal til, før projektet kan sættes i gang: Lokalplan, kommuneplantillæg, miljøgodkendelse, byggegodkendelse, lånegodkendelse, arkæologiske undersøgelser, forhandling af entreprise, jordhandel og opgørelse/handel med energibesparelser ved solvarme m.fl.

Men nu er alt klart, spaden stikkes i jorden medio maj og med udgangen af 2016 dækkes 18 procent af Farsø Fjernvarmes 1.510 forbrugeres varmebehov af solvarme.

Solcelleanlæg
Udover akkumuleringstankene og solpanelerne åbner projektet op for etablering af et solcelleanlæg. Det er dog ikke en vej Farsø Fjernvarme ønsker at gå lige med det samme.

- I vores ansøgning og godkendelse har vi fået mulighed for at etablere et solcelleanlæg i forlængelse af solvarmeanlægget. Det har vi ingen aktuelle planer om at udnytte - men har mere fået det som en option, så vi ikke senere skal i gang med ny myndighedsgodkendelse, siger Søren Kjær og tilføjer:

- Så solcellerne bliver ikke til noget i denne omgang.

Farsø Fjernvarme har investeret 28,7 mio. kr. i projektet, inklusive akkumuleringstanke og jordkøb.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085