23948sdkhjf

Halmværk og brintfabrik på vej gennem den politiske mølle

Masterplanen for Energipark Korsør med halmværk, brintfabrik og en nyudviklet vindmølletype er klar til politisk behandling. Der investeres godt 160 mio. kr. i projektet.
Det er SK Forsyning, der vil opføre et halmfyret fjernvarmeværk til omkring 100 mio. kroner, mens en gruppe private investorer vil opføre en brintfabrik til ca. 60 mio. kr. på et erhvervsområde i Korsør.

Tilsammen udgør de to byggerier grundstenen i den nye Energipark Korsør, som også kommer til at rumme en helt nyudviklet amerikansk vindmølletype, et kompetencecenter til brug for undervisning i grønne energiteknologier og muligvis solceller.

Rådgivende Ingeniører MOE og Arkikon har udarbejdet en masterplan for energiparken.

- Masterplanen er et led i det forberedende arbejde til lokalplanen. Nu skal hele projektet gennem den politiske mølle, men vi forventer da, at det kommer til at glide, da alle vil det her, fortæller direktør hos SK Forsyning Henrik Lundgaard til Energy Supply.

Henrik Lundgaard forventer, at den politiske proces kommer til at løbe fra det førstkommende byrådsmøde og resten af året.

- Vi kommer ikke i jorden før slutningen af året, siger han.

Halmværk
I planen for Energipark Korsør indgår som nævnt et halmværk og en brintfabrik. Det er SK Forsyning, der investerer i halmværket.

- Vi investerer 100 mio. kroner i halmværket, og det inkluderer hovedledningsnettet til de nye kunder og ledningsnettet, der skal forbinde det nye værk med det eksisterende værk i Korsørbydelen, fortæller Henrik Bundgaard.

Udover at levere varme til hele Halskov-bydelen i Korsør skal halmværket samtidig fungere som oplevelsescenter, hvor publikum gennem vinduer kan følge energiproduktionen på nærmeste hold.

Brintfabrikken
Brintfabrikken, der bliver nabo til halmværket, opføres af en gruppe private investorer, der skyder godt 60 mio. kr. i projektet. Her er SK Forsyning ikke helt så involveret som i halmværket.

- Vi har ikke noget at gøre med det i den forstand, at vi ikke har investeret i den. Men vi har lavet en aftale om at overtage spildvarmen fra brintproduktionen, siger Henrik Bundgaard og uddyber:

- Brintprojektet følger tidsplanen for halmværket. Der er nemlig den krølle ved det hele, at der fra 1. februar 2018 skal tankes brintbusser på anlægget. Så vi skal alle sammen helst være færdige med udgangen af 2017, understreger han.

Brintbusserne, der er tale om, er 10 EU-finansierede brintbusser, der i 2018 skal køre i Slagelse Kommune og Region Sjælland.

Vindmølle & solceller
Halmværk og brintfabrik får i energiparken selskab af en nyudviklet amerikansk vindmølletype, et kompetence-center til brug for undervisningsbrug og muligvis et solcelleanlæg.

- Vindmøllen kommer fra den amerikanske producent SheerWind og er en helt ny mølletype uden bevægelige dele, hvor vinden ledes ind i et tårn og ned gennem tre vindturbiner i bunden af tårnet. Den bliver ca. 40-50 meter høj, på samme størrelse som den akkumuleringstank, der rejses ved halmværket, fortæller Henrik Bundgaard.

Når der også nævnes solceller i forbindelse med projektet er det fordi SK Forsyning i øjeblikket afdækker fremtidige muligheder for parken.

- Solpanelerne er ikke en del af projektet, men vi har da afsøgt mulighederne for det, og arealerne er der, så det er en mulighed, slutter Henrik Bundgaard.

Energiparken placeres i det erhvervsområde i Korsør, der ligger lige inden man rammer Storebæltbroen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11