23948sdkhjf

Gul Strøm føler sig udsat for branchepres

Gul Strøm har fået en røffel af Forbrugerombudsmanden. Branchen har et horn i siden på dem, mener selskabet.
Gul Strøm har torsdag fået en alvorlige påtale af Forbrugerombudsmanden. Selskabet anerkender, at man er trådt over stregen, men mener samtidig, at den etablerede del af branchen bevidst går efter det.

Forbrugerombudsmanden har påtalt, at Gul Strøms telefonsælgere har vildledt forbrugerne, og at Gul Strøm på sin hjemmeside har lovet besparelser, der ikke var til at opnå.

Desuden har Gul Strøm skrevet på hjemmesiden, at der ikke var abonnement, selv om der de facto er det.

- Vi tager selvfølgeligt til efterretning, at der er kommet et gult kort og et hak i tuden fra Forbrugerombudsmanden.

- Sagen har været i gang i et år, og i hele den periode har vi rettet ind, når de har påpeget noget. Vi har nu lært, hvor kridtstregerne går, siger kommunikationschef hos Gul Strøm Knud Løkke Rasmussen.

Gul Strøm mener dog, at selve klagen til Forbrugerombudsmanden var alt for meget postyr over små overtrædelser. Klagen over overtrædelserne på hjemmesiden kommer nemlig fra brancheforeningen Dansk Energi.

- Der er ikke en eneste forbruger, der har klaget til ombudsmanden over noget på vores hjemmeside. Det er kun Dansk Energi, brancheorganisationen bag de monopoler, vi kæmper imod, der har klaget.

- Det danske el-marked bør handle om, hvem der kan levere strøm på en måde, der får priserne til at falde. Bør Dansk Energi ikke bekymre sig om det i stedet for at finde hår i andre folks supper? Det tror jeg ville bringe os langt, siger Knud Løkke Rasmussen.

Hos Dansk Energi genkender man ikke billedet som tegnet af Gul Strøm.

- Vi synes, konkurrencen på markedet skal være fair og lige. Så vi har anmeldt Gul Strøm, fordi vi synes, at deres måde at agere på var meget grel.For os er det vigtigt, at forbrugerne har tillid til markedet. Og hvis der er for mange brodne kar, så mister forbrugerne tilliden til det, de hører og ser, siger afdelingschef for detail hos Danske Energi Kamilla Thingvad.

Hun fortæller, at det ikke blot er Dansk Energi, der har klaget over Gul Strøm, og at brancheforeningen har klaget over yderligere et selskab, nemlig Modstrøm.

Kilde: /Ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094