Scanenergi skruer op for lækkerheden
Scanenergi konsoliderer sig efter oprydningsår og snævrer forretningen ind.
- Som du kan se er det utilfredsstillende på de fleste punkter, siger adm. direktør Jens Jacobsen om resultatet.
Omsætningen ligger på 587,8 mio. kr., mens driftsresultat i Scanenergi ender på små 2,4 mio. kr., hvilket dog er en markant forbedring siden 2014, hvor driftsresultatet var i rødt med 52,7 mio. kr.
- 2015 har som sidste halvdel af 2014 været et oprydningsår. Vi er ved at omstrukturere og rekonstruere Scanenergi til at være en ny type forretning.Vi er gået fra at være eventyrlystne til langt mere konservative, siger Jens Jacobsen.
En på bogen
Jens Jacobsen har knapt siddet i chefstolen hos Scanenergi i et år. Alligevel har han fokus knivskarpt rettet mod de ikke-overskudsgivende dele af forretningen og på at skære fra og skære til.
- Vi har fået klø i Scanenergi Solutions. Vi har taget en på bogen. Alene på driften har Solutions kostet os 13 mio. kroner. Hertil kommer engangsudgifter på ca. 27 mio. kr. Det vil være forkert at sige, at vi har lukket Solutions, for vi har stadig kontrakter kørende i nogle år, men vores bemanding er meget lille. Vi har i dag 8 ansatte i en afdeling, der tidligere har haft over 50, fortæller Jens Jacobsen og understreger:
- Nu har vi stoppet blødningen med Scanenergi Solutions. Visse tiltag i solutions var fornuftige nok, men de drømme man havde – de var nok ikke lige realistiske.
Omkostningsbasen
Med neddroslingen i solutions-delen har Scanenergi også opsagt sit lejemål i Vejle, hvor Scanenergi Solutions havde til huse.
Og netop sådan noget som at opsige lejemål og skære ned på omkostningerne er nogle af de ting, der skal være med til at bringe Scanenergi sikkert i mål i 2016.
- Vi har simpelthen for stor en omkostningsbase. Så vi skærer forretningen til, så vi bliver væsentligt færre ansatte. Det har betydet afskedigelser i 2015 og vi kommer også til at gennemføre afskedigelser i 2016. Vi skærer ned på det, der på nydansk hedder back-office, ikke på salg og kundesupport, fortæller han.
Vi skal være lækre
Når Scanenergi ikke rigtig kommer i mål i 2015, så skyldes det udviklingen i Scanenergi Solutions og de nedadgående elpriser. Det skal der ændres på i 2016, hvor Scanenergi har budgetteret med et lille overskud på 2 millioner.
- Vi prøver at gøre os så lækre som muligt på energirådgivning overfor mellemstore og større erhvervsvirksomheder. Vi vil indgå elkontrakter med energirådgivning. Der er stadig mange muligheder for at gennemføre energirigtige tiltag - også i et land som Danmark, siger han om de områder, hvor Scanenergi skal hente omsætning og indtjening i 2016.
- Vi skal løbe stærkt for at nå de 2 millioner, men vi håber på at nå det, slutter han.